“Læserne på BabyBusiness.dk vil gerne vide noget om adoption – har du lyst til at blive gæsteblogger?” Sådan cirka spurgte Anette, da vi første gang talte om, at jeg skulle skrive lidt her på bloggen om adoption.
Jeg sagde selvfølgelig ja, og sidder netop nu og skriver på ”noget om adoption”, som kommer på BabyBusiness.dk fra næste uge (uge 6, 2010).
Hvad vil du høre?
Adoption er i sandhed et stort emne, og jeg ved godt, hvad jeg selv synes, er relevant, spændende, udfordrende, ubehageligt eller nødvendigt at skrive om. Men hvad med dig?
Hvad for ’noget om adoption’ kunne du tænke dig, jeg tog op?
Giv mig et praj i kommentarfeltet, så tager jeg måske dit perspektiv eller spørgsmål op.
Lone
PS: Jeg skal lige huske og sige, at jeg på ingen måde kan kaldes ekspert i adoption. Jeg har dog selv adopteret og er velbevandret i min egen adoptionsproces og mine oplevelser og erfaringer i den forbindelse – og dem vil jeg gerne dele med jer. Jeg vil henvise til de faglige eksperter i det omfang, jeg kan, og i øvrigt gøre brug af mit netværk af kompetente adoptivforældre.
PPS: Til alle jer, der har studset over mellemnavnet. Ja, Anette (indehaver af BabyBusiness.dk) og jeg er ud af samme klan. Vi er kusiner.
Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc på 15 måneder, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., men er lige nu på barsel og har takket ja til at gæsterblogge om adoption her på www.babybusiness.dk.
Læs Lones øvrige blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!
Hvor er adoptivforældre så pylrede?
Adoption – flere kedelige spørgsmål (fra omgivelserne til adoptivforældre)
Hvad har han kostet? Og andre kedelige spørgsmål om adoptionHvad gør man, når der ikke er noget at gøre?
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I og
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…
Relaterede artikler
-
Adoption: Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre?
Det tager et lille år at blive godkendt som adoptivforælder – alt afhængigt af, hvor hurtigt man er til at … Læs resten
-
Adoption – flere kedelige spørgsmål fra andre
Som adoptivforælder støder man ind imellem ind i nogle lidt kedelige spørgsmål. I går kiggede vi på disse spørgsmål: Hvad … Læs resten
-
Adoption – flere kedelige spørgsmål
Som adoptivforælder støder man ind imellem ind i nogle lidt kedelige spørgsmål. I går kiggede vi på disse spørgsmål: Hvad … Læs resten
-
“Hvad har han kostet?” og andre kedelige spørgsmål om adoption
Findes der egentlig dumme spørgsmål? Ja! Gu’ gør der så! I hvert fald hvis man ved bedre selv. Men når … Læs resten
-
I vælger bare – om adoption
”I vælger bare – jeg kan lide børn fra alle lande,” sagde jeg – en kende naivt skulle det vise … Læs resten
-
Hvordan får du børn? – Tanker om fødsel og adoption
Anne Klitgaard Thompson er mor til Samuel, som er født i Sydafrika. I øjeblikket overvejer hun sammen med sin mand, … Læs resten
-
Adoption: Hjemlængsel og lidt lejrkuller på et hotel i Etiopien
Liselotte, Allan og Noah har det godt på hotellet i Etiopien, hvor de bestemt lærer hinanden at kende – for … Læs resten
Kære Sabine.
Selvfølgelig er du stærk nok! I denne forbindelse mener jeg bestemt at styrke er lig med åben- og rummelighed.
Held og lykke
Kærlig hilsen,
Sanne
Kære Lone og Sanne,
mange tak for jeres svar. De har haft en utrolig beroligende virkning på mig!
Som du selv siger Lone, så vil man jo barnet det bedste, så jeg håber meget, at jeg vil være stærk nok til at håndtere de situationer, som du Sanne så godt beskriver og som man uden tvivl vil komme i som adoptivforældre.
Glæder mig til at følge din blog, Lone og de mange gode indslag her på siden.
Kh
Sabine
Kære Sanne,
Hvor er det et skønt eksempel!! Og helt vidunderligt, du oplever det lige nu
Man har nogen gange fornemmelsen af, der sidder nogle gamle drillesyge forfædre i himlen og styrer begivenhederne.
kh. Lone
Kære Sabine.
Jeg har læst dit indlæg og forstår din konklusion omkring mig. Jeg skal forsøge at forklare nærmere…
Mine ord er et udpluk af et helt menneske og en del af et liv. Som så mange andre mennesker bærer jeg en bagage fra hele mit liv. Denne fortid gør mig til den jeg er idag, en person som jeg er stolt af at være. Jeg er et menneske der hver morgen kysser livet og føler mig ekstremt privilegeret af at have oplevet mange kanter og skarpe hjørner. Trods sorg og indre kampe af den ene eller anden årsag værdsætter jeg de valg der blev truffet for mig og dem jeg senere selv har kunne træffe.
I mine indlæg her har jeg forsøgt at gøre opmærksom på situationer der kan følge med adoption. Jeg er ikke traumatiseret…
Der har været oplevelser i mit liv pga. adoption, udseende osv. der har været utrolig svære og har affødt indre konflikter. Jeg ville ønske at mine forældre havde haft kendskab til dette på forhånd, således at de med den bevidsthed kunne have støttet mig og kommet mig i “forkøbet”.
Mine forældre gav mig et helt igennem dansk værdisæt. Men uanset hvor meget flæskesteg jeg spiser og uanset hvor meget dansk kulturhistorie jeg har læst, er jeg pakket ind som koreaner.
Istedet for desperat at overbevise barnet om danskhed, tror jeg det er vigtigt at anerkende ophav som en stor del af barnets eksistens.
Mine indlæg her, er første gang jeg skriver offentligt og har været grænseoverskridende. Og midt i alt dette sker følgende:
Jeg har en datter på 7, med lyst hår, og asiatiske øjne og næse. En større dreng drillede hende i denne uge og havde råbt “kineser” efter hende. Jeg blev rasende!!! Men…
- det gik op for mig at min datter ikke var klar over hvorfor drengen havde kaldt hende kineser, men tonefaldet gjorde at hun vidste instinktivt at det var dril…
Vi talte om det herhjemme og jeg, af alle, var ved at begå samme fejl… at fortælle at hun ikke er kineser, men dansker…
“Kineser” er et ord og et begreb der rent faktisk findes – og hvad så egentlig? Det gør “dansker” også…
Vi har omdirigeret og forsøger at vidergive en stolthed af hendes ophav istedet for at gøre det til et “fy-ord”. Du ville ikke blive såret over at blive råbt “dansker” efter – du ville tænke: “Ja, og hva’ så!” DEN følelse må være målet at give sit danske barn med et andet udseende.
Kære Sabine, jeg håber du forstår hvad jeg mener… jeg er ked af at mine ord bekræftede din frygt. De er skrevet for at gøre jer opmærksomme på en række tanker der kan forekomme både som barn og som voksen adoptiv barn. Jeg håber I vil tage dem med jer og give jeres skønne børn den fordel i kraft af jeres viden herom, som jeg ikke blev mødt med.
De bedste ønsker,
Sanne
PS til Sabine:
Jeg tror, du vil få stor glæde og fornøjelse af fase 2 – det adoptionsforberende kursus. Her vil du komme til at diskutere mange af de store spørgsmål med en masse dejlige mennesker, som er præcis det samme sted i adoptionsprocessen som dig.
Jeg glemte også at sige, at som jeg ser det, har et adoptivbarn har jo to hjemlande – et fødeland og det land, som det er vokset op i. Det er i sig selv en splittelse, men også en dejlig mulighed, som du selv er inde på.
Jeg vil helt sikkert tage Noah med til Vietnam og besøge børnehjemmet, hvis han gerne vil. Jeg tror, det er vigtigt som forælder at åbne for denne dialog – men selvfølgelig følge barnets proces. Jeg har forstået, at der er stor forskel på i hvor høj grad, adoptivbørn føler behov for at opsøge deres rødder.
Hej Sabine,
Det vil komme både dig og dit kommende adoptivbarn til gode, at du har taget dig selv og din beslutning om at adoptere alvorligt. Det er en meget væsentlig debat, du tager op. Jeg vil rigtig gerne skrive et indlæg om dette – tak for input.
Jeg kan dig ikke lade være med at sige lidt med det samme
For mig er der ingen tvivl om, at adoption er en god løsning for de børn, der ikke har biologiske forældre, der kan tage sig af dem – og heller ikke et fødeland, der har ressourcer til at passe på dem. Der er ingen tvivl om at adoptivbørn bliver givet væk af kærlighed, og at såvel forældre som caregivers og myndigheder gør det for børnenes skyld.
Jeg synes, det er ekstremt vigtigt som adoptivforælder at have omsorg for de særlige udfordringer livet byder adoptivbørn – men ikke medlidenhed.
Medlidenhed kan have det med at gøre det svært for børnene at får liv til at have de “forbudte” følelser, de naturligvis har – og som Sanne så smukt skriver om. Omsorg er at rumme, at éns barn som adoptivbarn selvfølgelig har nogle særlige temaer, som det vil møde som barn, teenager og voksen.
Jeg synes, man skal passe på med at komme til at stigmatisere børnene – altså næsten “sygeliggøre” adoptivbørn. Det at være adopteret er adoptivbørns særlig eksistensvilkår, og det er klart, at det er et faktum, de må forholde sig til, og det kan være en meget smertelig proces.
Netop derfor er det utrolig vigtigt – især for adoptivforældrene – at acceptere og støtte barnet i, at dét at være adopteret giver anledning til nogle særlige overvejelser og udfordringer, både når det gælder identitet og kultur, men også når i sit liv støder på eksistentielle temaer og søger mening i sit liv.
Det er en smertelig proces for adoptivforældrene (og biologiske forældre!!!), når deres børn er kede af det. Vi ønsker dem jo alt godt og vil helst se dem glade. Men nogen gange er de selvfølgelig kede af det – og det skal vi altså kunne holde til.
Hvis du ikke allerede kender det, vil jeg anbefale dette forum: http://www.adoptionzone.dk. Et rigtig godt og varmt forum for adoptivforældre og adopterede.
Mange hilsner
Lone
Hej Lone,
Vi er godkendt i fase 1 som adoptanter. Det har især for mig været en lang og mental svær process at sige ja til adoptionen.
Og det er især historier som den Sanne fortæller, som igen og igen får mig til at tvivle. Måske skulle vi bare acceptere, at vi ikke kan få børn og ikke kan ha’ en familie i stedet for at rive et barn ud af sine vante omgivelser, sit fædreland, slæbe det halvvejs rundt om kloden i en verden, hvor det alligevel aldrig falder til og bliver lykkelig? Ville det ikke være forfærdelig egoistisk?
Fordi det er den fornemmelse jeg får, når jeg læser Sannes historie – at hun dybt inderst inde ikke er lykkelig og måske endda havde ønsket, at hun aldrig var blevet adopteret.
Jeg er klar over, at du ikke kan udtale dig på adoptivbørns vegne i denne blog, men jeg håber og tænker, at du måske sammen med adoptivbørnene kan komme ind på, hvad vi som adoptivforældre kan gør bedre, så at børnene ikke føler sig rodløs og som om de hverken hører til det ene eller det andet sted.
Ville det f.x. være en god idé at besøge barnets hjemland sammen med barnet igennem årene, som vi havde det i tankerne? Ville det hjælpe barnet at forstå, hvor dens rødder er, hvis man nu vælger at sige, at éns rødder er der hvor man er født?
Håber, du har mulighed for at komme ind på dette og håber også dybt, at vi i din blog kommer til at høre fra adoptivbørn, som lykkedes at falde til og føle sig hjemme i deres familier og deres nye hjemland.
Sanne – jeg har videregivet din mailadresse til Lone.
Kære Lone.
Du kan tro jeg ofte har tænkt at få mine tekster udgivet, men det er skrevet i brudstykker uden sammenhæng.
Jeg fik faktisk en god idé… Kunne du evt. kontakte mig på min privat mail? Måske du kan få den fra redaktionen ellers skriver jeg den herpå.
Og ja… jeg tror enhver mor (adoptivmor eller ej) ønsker at fjerne enhver sten fra sine børns vej.
Kærlig hilsen Sanne
Kære Sanne,
Tusind tak for dine fine eksempler på de forbudte tanker. De rørte mig dybt.
Det er kendt sag, at børns loyalitet kan skabe skyldfølelse, men det er i hvert fald meget lærerigt for mig, at du så fint viser, hvordan man den skyld kan komme i spil for adoptivbørn. Og jeg forstår nu bedre, hvad du mener med, at det biologiske betyder noget. Tak!
Jeg tror, du har ret i, at ikke alle adoptivbørn tænker disse tanker, selv om de måske dybt nede har følelserne – og jeg tror heller ikke, at alle har evnen til at udtrykke sig om det så fint som du gør. Har du tænkt på at skrive dine eksempler ned og få dem udgivet? Tror de kan være til hjælp for mange.
Ja, selvfølgelig er ærlighed svaret. Det er jo i virkeligheden så enkelt
Og nej, der findes ikke noget, der giver ro i sjælen. Det ser jeg. Jeg tror, det er dér vi forældre nogen gange går galt i byen. Man ønsker at tage smerten fra sit barn – og måske også sig selv – og så er det, man begynder på lange forklaringer.
Tænker det også garanteret også gælder som biologisk forælder?
kh. Lone
Kære Lone.
Har vidst støvet alt op som Lene Myong har skrevet
Lad mig forklare de “forbudte tanker” lidt med to tekster jeg har skrevet.
Den danske sang er en ung blond pige
En musik time i 2.-3. klasse gav mig følelsen af ikke at høre helt til. Fornemmelsen af at være ganske tæt på noget, men når man rækker ud sløres billedet og forsvinder. ”Fædrelandssange”… sagde min musiklærer og begyndte lystigt at banke i klaveret mens han lærte os teksten til ”I Danmark er jeg født…” Det udefinerbare ubehag bærer jeg hjem i skoletasken, tager det frem og lægger det på bordet foran hende som venter på mig – min mor, da jeg spørger hende hvad et fædreland er. ”Det er det land man er født i” svarer hun. Svaret gør mig ubehageligt til mode, da jeg tydeligt husker min musiklærer der med glæde i stemmen siger at Danmark er vores fædreland. ”Mor, hvad er mit fædreland?” ”Du er dansk” kommer flyvende i hovedet på mig så udråbstegnet gør ondt længe efter. Jeg er ikke født i Danmark, jeg er ikke en blond pige og jeg er ikke barn af det havblå rige.
En ønsket smerte
Hun overhører en samtale mellem sin mor og farmor. ”… kvinder skal gennemgå mest smerte – tænk bare når vi føder børn… nå, nej det har du selvfølgelig ikke prøvet” Tårerne brænder uforklarligt og hun holder vejret og håber de ikke har hørt hende. Med den største skam ønsker hun inderligt at hun havde givet sin mor den smerte. Hun føler sig forkert og skyldig.
Det jeg refererer til er først og fremmest den rodløshed du også har hørt fra et andet adoptiv barn. Det næste er en form for skyldfølelse. Jeg tror ikke alle adoptiv børn tænker disse tanker, men jeg tror på at følelserne er der – blot udefinerbare. Måske bliver der aldrig sat ord på. Børn er loyale og skaber på den måde let skyldfølelse hos sig selv.
Hvis jeg adopterede et barn ville jeg svare ærligt: “Du var mit 2. valg, men du blev nr. 1 i mit liv, så jeg er glad for jeg ikke fik 1. mulighed…” Jeg ved det ikke… det svarede mine forældre, men helt ro i sjælen giver det nu altså ikke rigtigt
Kærlig hilsen
Sanne
Tak for linket Lone. Meget, meget interessant læsning!
PS: Jeg vil lige henvise til Lene Myong Petersen, som er Phd. på DPU. Hun har skrevet om adoption og identitet. Meget relevant, interessant og nuanceret. Her er link en artikel: http://www.dpu.dk/everest/Publications//udgivelser/asterisk/asterisk%20nrx2e%2048%20september%202009/20090831162036/currentversion/asterisk_48_s20-22.pdf
Hej Anika (og Hugo),
Hvor dejligt at møde dig her! Håber I har det godt. Jeg er lykkelig og meget taknemmelig for at have fået min dejlige dreng – og føler mig helt ubeskrivelig heldig.
kh. Lone
Kære Adoptiv barnet,
Jeg blev meget glad for dit indlæg og din kærlige hilsen, og håber, du måske også vil give dit besyv med – og dele dine erfaringer og oplevelser og perspektiver på adoption med os i den kommende tid.
Jeg vil starte med at sige, at jeg tror, jeg forstår, hvad du mener, som du skriver til allersidst. Jeg hører, du ved, du er blevet valgt og elsket af dine forældre, men at der også er nogle svære følelser og spørgsmål, man som adoptivbarn uvilkårligt må stille sig selv, når man bliver ældre. Og jeg forstår sagtens de “forbudte tanker” og dit savn. Også at de kan komme til at føles forbudte.
Jeg talte med en adopteret dreng, som fortalte mig, at han ikke føler sig sådan helt hjemme, hverken i Danmark eller i sit fødeland. En slags rodløshed. Det giver mening, synes jeg.
Jeg må indrømme, jeg føler mig meget ramt af dét, du siger om “andenpladsen”. Som du vil læse i ét af mine indlæg, var det spørgsmål, der gjorde mest idntryk på mig, da jeg var på kursus netop.
Hvad tror du, at du vil svare dit adoptivbarn, hvis du en dag bliver spurgt, om han/hun er dit 1., 2. eller 3. valg?
Jeg er vist gået lidt uden om at svare på det spørgsmål, selv om det gjorde indtryk, så jeg vil bruge anledning til at granske mit indre og finde et svar – og dele det med dig.
Har du mon spurgt dine forældre? Og fik du et svar?
kh. Lone
Kære Line-maria,
Som du vil se, når du læser mit indlæg, er det min oplevelse at undersøgelsesprocessen faktisk er en nødvendig og gavnlig del af den proces det er at blive adoptivforælder. Selv om det på forskellig måde kan være hård, så er min overordnede oplevelse faktisk positiv. At det var lærerigt.
Det er min erfaring, at der er meget stor forskel på, hvordan processen opleves. Jeg tænker, det er lidt ligesom, der er forskel på graviditeter. Nogle er meget plagede af kvalme og bækkenløsninger, når de er gravide – andre fortæller, de aldrig har følt sig bedre tilpas, end da de var gravide. Det er højst personligt, hvordan processen opleves.
Jeg er stødt på rigtig mange, der har både biologiske børn og adoptivbørn. Det er ikke noget problem. Man skal heller ikke være specielt rig eller have specielt stort hjem for at blive adoptivforælder. Vurderingen er alene, om der er en realistisk sammenhæng mellem indtægter og udgifter i familien. Man skal kontakte sin statsforvaltning (dem er der fem af i DK), hvis man vil adoptere. Se mere her: http://www.statsforvaltning.dk.
Adoptivbørn har på forskellig måde har oplevet svigt. “Skadet” synes jeg ikke, jeg vil kalde det. Jeg ser det som eksistensvilkår. Altså de vilkår, som nu engang er det enkelte barns – og som betyder det må finde måder at overleve på, at der er noget, det behøver, som det ikke får. Det kan have nogle negative konsekvenser for barnet, men det indeholder faktisk også nogle særlige kompetencer, som det er væsentligt også at anerkende.
Hmmm….jeg kan mærke, jeg føler stærkt om dette, så det må nok blive til et indlæg
Tak for input!
kh. Lone
Kære Lone
TILLYKKE med din skønne Noah!!! Hvor er jeg bare glad på dine vegne – ved det har været en lang proces. Super du har lyst til at dele ud af dine erfaringer.
Knus fra
Annika (og Hugo)
Ps. Skønt billede:-)
Kære adoptiv-mødre.
Læser med stor interesse jeres indlæg og får lyst til, som adopteret, at dele mine tanker med jer. Her er desværre ikke plads og det bliver langt at læse. Vil prøve at finde essensen og afkorte.
Jeg har gennem min barndom hørt om adoptions processen, og som voksen hørt om den og anerkender 100% de strabadser dette indebærer. Jeg hører om børn (måske inkl. mig selv) som har været udsat for svigt, misrøgt o.a. der forsøger at tilpasse sig en god og kærlig familie. Heri opstår mit tomrum: Hvad skete der så senere…? Hvordan er livet som adoptiv barn? Og vigtigst: Hvilke følelser rører der sig – som barn og som voksen? Hvornår hører jeg om de “forbudte tanker”? Det biologiske bånd HAR en betydning uanset den kærlighed der opleves i opvæksten.
Jeg fødte for snart 7 år siden min ældste datter… da hun lå på maven fik jeg en overvældende følelse af at have været ensom hele mit liv… Dette lille væsen var det første i verden jeg vidste jeg var blodsbeslægtet med… alle har en fætter, grand-fætter eller fjern perifær slægtning. Jeg havde ingen. Men nu delte jeg denne følelse med mit barn og jeg mærkede at det havde været et “forbudt savn”.
Så vidt jeg ved vokser de fleste adoptiv børn op med bevidstheden om at de er ønske børn. Vi har kostet ressourcer i form af psyke og materielt fundament, men vi ved også at vi blev valgt fordi forældrene ikke selv kunne få børn (i de fleste tilfælde)- det er altså alt andet lige en anden plads selvom vi blev elsket.
Håber I forstår hvad jeg mener…
Kærlig hilsen,
et adoptiv barn
Hej Lone
vi er så heldige at have en datter på nu 5mdr (fra mig,hvis man kan sige det sådan). Jeg har dog altid ønsket mig at adoptere og gør det stadig. Så jeg læser med stor spænding din gæsteblog herinde
Og glæder mig til at høre mere.
Der er mange der har prøvet at skræmme mig/os fra beslutningen om adoption men jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor jeg ikke også skulle være med til at give et lille barn fra et lidt mere uheldigt sted end Danmark, ikke skulle have lov til at vokse op i min dejlige familie.
Jeg ville gerne høre lidt om hvordan man gør når man har et barn i forvejen, og hvor man overhovedet starter?
Jeg er selvstændig og har svingende indkomst, og min mand har fast arbejde som vvs’er.
Er det noget med at man skal bo i et stort hus og have mindst et ekstra værelse for overhovedet at blive taget i betragtning?
Lige pt har jeg nok at se til med den lille, så jeg har ikke haft den store tid til at søge informationer, og så er det jo skønt at få den del af det serveret her
Det folk mest har sagt af negative bemærkninger har netop handlet om omsorgssvigt, og at det er et “skadet” barn.
Glæder mig til at læse mere.
Tak fordi du gider
venlig hilsen Line
Hej Lene,
Du har ret. Der går mange historier om processen. Det skræmte også mig en smule. Alt er dog glemt, når man står med sit barn i favnen
Jeg vil på forskellig måde komme ind på processen. Jeg starter med et overblik og vil så dykke ned i nogle af de forskellige dele af den. F:eks. Undersøgelsesprocessen op til godkendelsen, men også den proces, som tiden på ventelisten er.
Lone
Hej Irene,
Tillykke med din pige fra Etiopien! Jeg har selv en lille skøn veninde fra Etiopien på snart 2 år.
Jeg oplever som dig, at det nogen gange kan være svært at få forståelse og støtte fra omgivelserne. Det er et godt emne, som jeg vil tage op særskilt, men det ligger også mellem linjerne i mange af mine indlæg – og det er også en del af baggrunden for, jeg takkede ja til at blive gæsteblogger.
Det hjælper mig at tænke på, at den manglende forståelse egentlig kommer et godt sted fra. Omgivelserne vil os det godt. Men nogen gange så godt, at de helst ikke vil høre, om de udfordringer, der er, når man går et barn, der i større eller mindre grad er omsorgssvigtet.
Lone
Hej Lone.
Jeg er selv mor til en skøn pige på 2 år med gener som jeg selv. Men eftersom hun selv var 4 år undervejs, var vi omkring adoption (dog uden at sætte os fuldt ind i processen). Noget af det som skræmte mig lidt, er de dårlige historier man hører om hele processen op til selve adoptionen. Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om. Nu bliver det højst sandsynligt ikke relevant for os, men sandsynligheden for at der kommer et par i omgangskredsen, som skal adoptere er jo til stede. Og det ville være rart, hvis man kunne støtte og lytte når behovet er der.
Til Irene. Vores pige er født 8 uger for tidligt, og det lyder som om de “opstartsvanskeligheder” vi havde, er de samme I er igennem med adopterede børn. Og jeg tror, at du har ret, omgivelserne har svært ved at forstå det. Vi oplevede det endda ved vores lille pige.
Som mor til en pige fra Etiopien, kunne jeg godt tænke mig, at omverdenen blev lidt klogere på, hvorfor adopterede børn er børn med særlige behov, og hvilke særlige behov der kan være.
Ikke at adoption skal ses som et ren og skært problemområde, for det er også et fantastisk eventyr, men i tilknytningsfasen (som nogle gange kan være lang), kan man ofte opleve manglende forståelse hos omgivelserne for, at man er nødt til at gøre tingene lidt anderledes, end man ellers ofte ville gøre. F.eks. at børnene kan have brug for en længere indkøring i institution, at de bliver længere tid i soveværelset hos mor og far, at andre ikke må made og skifte dem i lang tid, osv. osv.
I godkendelsesprocessen deltager adoptanterne i et kursus omkring alle disse ting, men det kan være svært at formidle videre til omgivelserne.
Med venlig hilsen
Irene Lykke Fisker