Afsløring af graviditet: Reaktionen på reaktionerne

Forsiden » Forside » Familieliv » Dagbogsskriblerier » Afsløring af graviditet: Reaktionen på reaktionerne

Afsløring af graviditet: Reaktionen på reaktionerne

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Hej alle BabyBusiness læsere.

Jeg er ny gæsteblogger her på siden. Mit navn er Louise. Jeg er en 26-årig studerende (skriver lige straks speciale). Min bopæl er på Nørrebro, og jeg er gravid for første gang. Jeg håber I vil få glæde af at kunne følge med i mine tanker omkring graviditeten. Kommentér gerne indlæggene.

Sådan ser jeg ud!

En sommerhemmelighed
Hele sommeren har min kæreste og jeg holdt graviditeten for os selv – ingen har vidst noget. For i juli skulle jeg rejse til London for at arbejde som sprogrejseleder i hele tre uger, og da vi var midt i den mest risikable “risikoperiode”, når det kommer til spontane aborter, besluttede vi os for at holde tæt, til jeg igen var hjemme.

Så stod den på Skanderborg Festival for mit vedkommende, men vi ville lige fortælle vores forældre og de allernærmeste (inklusiv de piger, jeg skulle af sted med) om livet i maven inden turen over Storebælt. Det gjorde vi så – og især mødrene vores reagerede med stor iver. Glædestårer og store kram blev der delt ud af i stor stil, da de vordende bedsteforældre fik nyheden. Reaktionerne var rare, varme, ønskede og forventelige – og heldigvis for det.

Men et øjeblik følte jeg mig som Miranda i Sex and the City, når hun får besked om, at hun skal nedkomme med en dreng. I serien har den rødhårede, kommende mor svært ved at reagere i lige så højt et gear som sin jordemoder, hushjælpen og andre, der får at vide: “IT’S A BOOOY!”.


Miranda fra Sex and the City med sin baby dreng.

Mødre især er mest ellevilde…
Efterhånden er flere kvinder i vores omgangskreds (især dem, der selv er mødre) kommet med reaktioner, der selvfølgelig er rare at modtage, men samtidig er enormt svære at forholde sig til. For som førstegangsmor, der kun er tre måneder henne, ligger det ikke lige til højrebenet, hvad det egentlig er, man skal forvente af sin graviditet, og det den forhåbentlig ender ud med – nemlig et skønt barn. Det hele er i hvert fald for mig i denne periode meget uvirkeligt omend berusende.

Er der nogen, der kan følge mig?

Det må endelig ikke forstås forkert, for jeg er skam ovenud glad for alle de über happy reaktioner fra alle sider, men de er bare svære at leve op til. Måske bliver det lettere, når man selv har prøvet at sidde med sin baby i favnen?!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at begejstringen fra folk med børn er ægte, men den er bare svær at gengælde på nuværende tidspunkt, hvor maven stadig ligner én, der bare har siddet lidt for længe ved påskefrokostbordet. Nok ved man (især efter nakkefoldsscanningen – hvilken surrealistisk, men samtidig herlig oplevelse), at der er liv derinde, men den mentale del af det har vist brug for lidt længere tid til i virkeligheden at fatte det.

Hvordan afslørede I jeres graviditet og hvordan var reaktionerne – også din egen reaktion på reaktionerne?!

/Louise

| 2017-06-18T07:47:24+00:00 august 25th, 2011|Dagbogsskriblerier, Graviditet, Gæsteindlæg|

12 Comments

  1. Louise (gæsteblogger) 19. oktober 2011 at 10:39 - Reply

    Jeg kan kun sige, at jeg kan følge dig 100 % Jette.

    Tak til jer alle for de gode kommentarer. Altid rart at vide, at nogen har det på samme måde som én 🙂

    /Louise

  2. Jette 31. august 2011 at 14:05 - Reply

    Jeg kan sagtens forstå dig. Hele min graviditet gik jeg rundt og troede ikke rigtig på det. Kun de gange, hvor jeg var til scanning eller hørte hjertelyd hos jordemoderen, troede jeg rigtig på det, men allerede dagen efter kom en lille tvivl op i mig igen. Selv da jeg fødte, var det uvirkeligt. Efter fødslen lagde de min datter op på min mave. Jeg følte et-eller-andet bevæge sig og kiggede ned, og tænkte “wouw, der ligger en baby!!!!” Først der gik det rigtig op for mig.
    Til gengæld var alle andre ellevilde under hele graviditeten og spurgte om alt mellem himmel og jord. Jeg havde det underligt med at svare på alt muligt, for… var der nu virkelig en baby i min mave?

  3. Karin 31. august 2011 at 12:54 - Reply

    Måden vi fortalte min forældre og svigerforældre at jeg var gravid var at vi på dagen, hvor vi havde været til nakkefoldsskanning fortalte dem at der var noget vi gerne ville vise dem – og viste dem så skanningsbillederne. Mine svigerforældre blev rigtig glade og viste det. Mine egne forældre tog det mere roligt. De sagde selvfølgelig tillykke, men ikke noget vildt eller voldsomt. Mine kolleger var rigtig glade på mine vegne og begyndte at fortælle om hvordan det ville være… det havde jeg svært ved at forholde mig til, for jeg anede jo faktisk ikke hvad jeg havde i vente. Når folk sagde “det er den vildeste oplevelse”, havde jeg lidt svært ved at sætte mig ind i det.
    Jeg var den første i min vennekreds (og min mands) der blev gravid, så jeg havde ikke mange veninder der faldt i svime over graviditeten.
    Da min bedste veninde fortalte at nu var hun gravid (da min datter var ca. 7 måneder gammel) blev jeg super glad og blev nærmest “overstadig”, fordi jeg nu vidste hvad hun gik ind til… jeg er sikker på at jeg nok gik hende en smule på nerverne i starten, men nu, hvor hun er “på overtid” spørger hun rigtig meget ind til mine oplevelser. Nu er det mig der der siger “det er den vildeste oplevelse i mit liv” 😀
    Jeg ved at hun ikke forstår 100% hvad jeg mener før hun har født.

  4. Mikala 30. august 2011 at 16:00 - Reply

    Hæ… jeg kan godt huske det. Alle (inklusiv min fars venner, der trods alt er i alderen, hvor de får børnebørn) sagde til mig at det er det bedste i livet, det bedste beslutning etc. og jeg havde virkelig svært ved at forholde mig til det. Havde det lidt sådan “rolig med forventningerne, hvad hvis jeg ikke synes at det er så fantastisk, som alle siger”.
    Men det er fantastisk, og det forstår man først, når man ligger med det der lille barn som man selv har lavet.
    Jeg er nu røget over i gruppen af dem, der siger “hvor er det fantastisk”, men jeg siger også til dem at jeg godt kan forstå, hvorfor de ikke synes det, men at vi bare skal snakkes ved når baby er født 🙂

  5. Mette 29. august 2011 at 12:33 - Reply

    Jeg har selv to små børn på 1 og 3 år, og før jeg blev mor, var jeg ikke specielt interesserede i børn og da slet ikke gravide kvinder. Nu derimod…. kan jeg dårligt kende mig selv, hver gang en af mine veninder eller kollegaer bliver gravide bliver jeg rigtig glad og vil gerne “snakke” om det 🙂 Deres fødsler synes jeg også er rigtig interessante at høre om!

    Jeg tror det er fordi, det minder mig om mine egne børn og den glæde de giver mig. Mine egne graviditeter derimod har jeg ikke været helt oppe og ringe over, jeg har aborteret 2 gange og ved, at det kan gå galt, så jeg har haft svært ved at tro på, at jeg kunne gennemføre graviditeterne.

    Så tag det bare helt roligt, som de andre også siger, så er det helt normalt at have svært ved at forholde sig til graviditeten – og det gælder altså også ved barn nr. 2.

  6. Anja 27. august 2011 at 20:42 - Reply

    Hej Louise! Bliver nødt til at give mit besyv med:-)

    Det var den mest surrealistiske periode. Jeg troede man skulle gå i lang tid og vente og prøve og vente og prøve…. – men nej, jeg var én af dem der blev gravid i løbet af 14 dage!! Misforstå mig ikke det jo dejligt det gik så nemt – det beklager jeg ikke. Men det er virkelig mærkeligt, når jeg nu slet ikke havde regnet med det. Da vi endelig meldte det ud til venner, familie og kollegaer så tog deres reaktion helt pusten fra mig! Venner og familie kunne jeg forstå – men kollegaernes helt vilde begejstring var svær. Pludselig var jeg hende den gravide på jobbet og de så alle på min mave før mit ansigt. Alle spurgte til babyen i maven og ville røre ved min mave (helt VILDT grænseoverskridende for mig). Jeg troede det var meningen at man blev helt pjattet selv og følte mig egentlig helt forkert, da det ikke skete. De sidste par måneder af graviditeten vendte det lidt og efter min øjesten kom til verden; forstår jeg endelig dem der sagde at man ville give sin højre arm for sine børn! Jeg ville give alt for hende… ALT. Så jeg ville bare sige, det vender Louise og jeg FORSTÅR dig helt og vi er vist helt normale du og jeg.

  7. Louise (gæsteblogger) 27. august 2011 at 09:33 - Reply

    Tak for kommentarerne!

    Jeg synes især, det er rart at høre, at jeg ikke er alene om at føle, som jeg gør.

    Som Sisse skriver, så er der jo ingen, der forventer, at man skal gengælde reaktionen med en lige så stor én af slagsen. Men jeg vil alligevel give Anne Marie ret i, at reaktionerne og babysnakken (så tidligt i graviditeten) kan blive en smule “for meget af det gode”.

    Nu glæder jeg mig til at komme længere hen, for allerede nu, kan jeg mærke, at jeg mere og mere begynder at forstå, at det rent faktisk skal ende ud med, at min kæreste og jeg bliver forældre 🙂 Og det er bare skønt.

    /Louise

  8. Christina 25. august 2011 at 22:23 - Reply

    Super godt indlæg!!! Jeg har termin på tirsdag, og kan SÅ godt følge dig. Jeg oplevede også at alle “mødre” omkring mig var ovenud lykkelige. Det gik ikke lige så nemt for os med at blive gravide, og vi endte med at få lidt hjælp via inseminering. Så da det lykkedes efter halvandet år, var vi selvfølgelig super super glade! Men omvendt var det faktisk også svært at tro på. At alle glædede sig voldsomt på vores vegne var da dejligt. Men jeg begyndte faktisk lidt at tænke om der var noget galt med mig – for jeg følte faktisk at “alle” andre glædede sig meget mere end jeg selv gjorde. Jeg fik nærmest dårlig samvittighed. I dag ved jeg, at jeg bare ikke vidste hvad jeg skulle glæde mig til. Det ved jeg vel dårligt helt endnu 😉 Men jeg glæder mig nu alligevel til at møde den “bette” 😉 Ja jeg kan faktisk dårligt vente 😉

  9. Anne Marie 25. august 2011 at 13:09 - Reply

    Hej Louise.

    Jeg kan SÅ godt forholde mig til hvad du skriver. Misforstå mig ikke – det var helt klart en ønske graviditet, men da jeg havde fået at vide at jeg nok ville få svært ved at blive gravid og jeg så blev det efter en måned var det hele meget uvirkeligt for mig. Jeg kunne slet ikke forholde mig til folks store reaktioner og synes faktisk næsten det blev for meget, og hver gang min mor kom med baby tøj og sagde “seeeee er det ikke sødt!” kunne jeg slet ikke mynstre en begejstring.

    Det hjalp dog i takt med at maven voksede og jeg kunne mærke liv, og i dag er jeg dybt forelsket i min lille pige, men du er helt sikkert ikke alene med følelsen, man ANER jo ikke hvad man skal forvente…

  10. Sisse P. Henriksen 25. august 2011 at 12:34 - Reply

    Hej Louise. Du skal ikke “leve op til” eller “gengælde” folks glade reaktioner. De ved godt at du, lige nu, hverken kan forholde dig til, at der vokser et barn i din mave, eller at du om 6-7 måneder står i en komplet anden livssituation. Det er helt ok! Alle mødre har været igennem den fase, og vi forstår det og husker det. Bare sig det som det er: “Jo, jeg glæder mig rigtig meget. Men lige nu har jeg sgu lidt svært ved at forholde mig til det, for jeg kan jo dårligt se nogen mave og slet ikke mærke den lille endnu”. Det eneste du skal gøre lige nu er at sole dig i, at alle er så glade på dine vegne. Sug det til dig og nyd det!
    Så stort tillykke med din graviditet 😀

  11. Trine Bech 25. august 2011 at 12:21 - Reply

    Da jeg fortalte min mand det, havde jeg købt en lille babydragt til ham, som han fik da han kom hjem fra arbejde. Han blev så glad for nyheden at han fik tårer i øjnene, og så sad vi ellers der sammen og græd af glæde :))Jeg fandt ud af jeg var gravid på min mors fødselsdag så jeg havde købte et bamse vedhæng til hendes troldearmbånd. Hun havde besøg af hele strikkeklubben, så jeg trak hende til side og gav hende gaven. Bamsevedhæng er ikke lige det hun plejer at putte på armbåndene så hun så lidt forvirret ud indtil jeg sagde at det var fordi hun skulle være mormor. Jeg var på det tidspunkt kun 5 uger henne så vi ville gerne holde det for os selv lidt endnu, hvilket jeg sagde til hende. Hun sagde: det bestemmer du ikke…, og vendte sig rundt til hele strikkegruppen og råbte: jeg skal være mormor!! Så glad blev hun, men jeg var ikke helt tilfreds med at hun ikke kunne lade være med at sige det videre. Det var nu bare fordi hun blev så glad. Nå, men så skulle svigerfamilien jo også vide det, når nu alle strikkedamerne vidste det. Så det der med at holde det for os selv, lykkedes ikke helt 🙂 Jeg havde meget svært ved at tro på at jeg nu også var gravid, især fordi jeg en gang tidligere mistede barnet i uge 13. Så helt frem til nakkefoldsskanningen var jeg meget nervøs, og ventede hele tiden på at det skulle gå galt. Det gjorde det ikke, heldigvis 🙂
    Jeg tror du har ret i at folk med børn bliver mere positive over det, fordi de ved hvad du har i vente. Man aner ikke noget selv, og man kan hverken mærke eller se at den er god nok. Når først sparkene og maven kommer så vender det, det gjorde det i hvert fald for mig. Så blev det pludselig virkeligt :)Indtil da er det meget svært at forholde sig til… Men TILLYKKE!!!! hvor er det stort 😉

  12. Signe 25. august 2011 at 12:01 - Reply

    Jeg kan rigtigt meget følge dig! Jeg havde også rigtigt ved at hidse mig op over min graviditet. Det var da hyggeligt, dejligt og spændende. Men hvad var det lige, jeg skulle glæde mig til ?
    Derudover havde jeg også en lille (irrationel) mistro til, at jeg faktisk skulle være mor (tog 6 graviditetstest og fik min mand til at dobbelttjekke, hvorefter jeg konkludere, at lægen nok lille måtte sige god for dem også). Mistroen blev lidt mindre for hver gang, jeg lyttede på hjertelyd eller var til scanning. Ikke desto mindre blev jeg faktisk en lille smule overrasket, da jeg efter 22 timer med veer skubbede en lille baby ud. Og dér kunne jeg så hidse mig op.

    Jeg synes faktisk, at andres utålmodighed den sidste måned var decideret irriterende. For jeg synes det var dejligt at være gravid og vidste jo faktisk ikke, HVOR 1000 gange mere fantastisk det er, at blive mor.

    Jeg tror, jeg kan hidse mig ligeså meget op ved min 2. graviditet. Men her ved min første, kom ‘hysteriet’ altså først efter fødslen for mig.

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.