For ca. en måned siden kom min mor til Mexico for at besøge os. Og sikke et kulturchok hun fik. Ingen udgang efter det er blevet mørkt, medmindre det er i en taxi, og hvem giver man drikkepenge til, hvem skal ikke have noget. Hun havde knapt nok kommet over jetlaget før vi kastede os over den første rejse – noget jeg lææænge har set frem til: De Dødes Dag i Oaxaca.
Oaxaca er en stat i Mexico, hvor størstedelen af befolkningen er af indfødte, derfor er de gamle traditioner også meget stærkere i en stat som denne. Hovedstaden i Oaxaca er Oaxaca City, en smuk by. Endelig kan vi tage os rundt med barnevognen, hvilket ellers ikke er så nemt de fleste steder i Mexico, hvor fortovene er meget hulter til bulter, afbrudt af indkørsler, træer osv. som dækker hele fortovet.
Rejsen til Oaxaca var lidt lang og meget anderledes. Man stiller nemlig også om til vintertid i Mexico, selvom det slet ikke er nødvendigt – nu er det blot mørkt kl.18 i stedet for 19, og solen står op kl.5, dvs. Jasmin står op kl.6 i stedet for 7!! Øv!
Nå, men vi sørgede for at finde ud af lige præcis hvordan og hvorledes med at stille tiden tilbage, og for at være helt sikre, så stillede vi min tlf én time tilbage, og satte alarmen, mens vi lod Jakobs telefon være som den var, og satte også alarmen på denne. Vi skulle op kl.4, og afsted med bussen kl.5 om morgenen.
Da jeg vågnede af vækkeuret næste morgen, sagde min telefon at klokken var 4. Da jeg så kom ind i stuen, sagde tv og video at klokken var 5 – hvilket jo ville give fin mening! Hvis det altså ikke var fordi at Jakobs ur sagde 6!!!! Jeg var helt rundt på gulvet – ingen af os kunne finde ud af hvad klokken var! 4, 5 eller 6? Er vi sent på den, eller til tiden? Og hvor sent på den er vi? Kan vi nå flyet?
Vi besluttede at vi måtte tage en taxi til Mexico City. Så jeg ringede til taxien, og det første jeg sagde var: “godmorgen, hvad er klokken?” haha! Hun måtte lige have den igen – det kan jeg nu godt forstå! Hun sagde at klokken var 6. “Jamen undskyld, er tiden så blevet sat frem?” intet andet gav mening for mig på daværende tidspunkt (hvad den nu end var) – “Ja lige præcis” sagde hun, og jeg bad om en taxi pronto.
Da vi ankom var der parade ned gennem hovedgaden, hvor alle stater var repræsenteret med deres nationaldragter.
Vi kunne stadig ikke helt finde ud af det, men så stod naboen op for at lave kaffe, så vi måtte lige spørge ham. Klokken er 5 sagde han. Det ville så måske også give lidt mere mening. Da taxien kom spurgte vi ham igen, han sagde at den var 6, så vi spurgte ham om han havde stillet tiden tilbage “gud nej” udbrød han – så må den være 7!? eller 5!? Vi kunne ikke lige holde ud at stresse over tiden mere (det er nu også meget usædvanligt at gøre det i Mexico), så vi bad ham blot om at skynde sig til Lufthavnen i Mexico City. I bilen blev vi til sidst enige om at klokken måtte have været 5, og at min tlf blot havde stillet sig selv tilbage, efter at jeg havde indstillet den. Og så ville det hele give mening.
Da vi kom ind til Mexico city så vi en masse af de elektroniske skilte med ur. Her var klokken over 7 nu, dvs. at klokken ville have været 6 til at starte med da vi stod op og tog hjemmefra. På flyvepladsen var den også over 7.
Helidigvis nåede vi flyet kl.8, da klokken selvølgelig havde været 5 til at starte med, og hverken Mexico City, Taxi-selskabet eller flyvepladsen havde sat sit ur tilbage! Heller ikke da vi kom tilbage igen.. det tog ca.1 uge før det hele gik rigtigt. Dét er da Mexico! Sikke en morgen haha. Så kan man da ikke blive mere forvirret!
Til minde om alle dem der har været ofre for kriminaliteten.
Vi rejste til Oaxaca d.31.Oktober. Samme dag går de i gang med forberedelserne til de dødes dag. Dødskulturen er helt speciel i Mexico. En blanding af de gamle azteker-myter og riter, og den spanske kulturs indflydelse. Døden er ikke noget man frygter i Mexico. I det gamle azteker-rige var døden meningen med livet. Livet blev opfattet som uvirkeligt, en slags drøm, mens man først i døden ville begynde sit rigtige liv. Opfattelsen har ændret sig en del i nyere tid, men at fejre de døde er noget man gør den dag idag. I flere uger op til de dødes dag, sparer kvinden i familien penge sammen, og sørger for at købe alt det man skal bruge:
Den afdøde slægtnings favoritmad, lys, salt, blomster, osv. Alt dette bruges til at dekorere enten graven eller et alter. Der bliver købt 1 lys for hver afdød, og et til den man har glemt. D.31. om aftenen og hele natten, tager familier til kirkegården for at pynte gravene, og mindes de døde. Maden, drikken osv. som de har lavet bliver sat op ved graven eller alteret derhjemme (som oftest alteret). D.1.Nov. siges det at alle børn der er døde vender tilbage for at spise og være sammen med sin familie. D.2.Nov. vender alle de voksne tilbage for at være sammen med sin familie. D.2.Nov er også den dag hvor folk spiser al den mad de tilberedte til den afdøde, det siges dig at den afdøde, som jo ikke kan spise, “spiser” duften og smagen fra maden, så den skulle eftersigende ikke smage af noget.
Familier er samlet på kirkegården for at mindes de døde.
Alle dage var helt fantastiske i Oaxaca. D.31. går folk rundt og pynter og tænder lys og lægger blomster om aftenen, der er musik og traditionel dans for de døde, og d.1.Nov er der endnu flere der finder vejen til kirkegården for at pynte op til næste dag. På selve dagen, d.2.Nov., er kirkegårdene fyldt med mennesker, der drikker, spiser, spiller musik, og bare er sammen med sin familie og afdøde slægtninge. Kirkegårdene er smukke som jeg aldrig har set en kirkegård før – blomster overalt og liv og glade dage. Mexicanere gør grin med døden i stedet for at frygte den, og fejrer de døde i stedet for blot at mindes dem. Det var helt fantastisk at opleve!
Døden skal ikke frygtes, den skal gøres grin med!
Før ville jeg nemt være rædselslagen for at være på en kirkegård efter det var blevet mørkt, jeg synes det er en smule uhyggeligt med alle de døde mennesker. (måske har dårlige gyserfilm haft lidt for meget indflydelse?) Men denne gang var det helt fortryllende! At få lov til at være med og fejre alle dem der er gået bort var noget af en oplevelse! Helt fantastisk!
