Jeg må sige, at 2. afsnit af Mission Baby var en helt anden udsendelse end 1. afsnit, hvor jeg var på en følelsesmæssig rutschetur, der fik mig helt fra koncepterne. Derfor lå det lige til mit højreben at kalde det følelsesporno, men jeg er nu blevet klogere – og det ord var ikke velvalgt. Men jeg synes stadig, at scenen med den fælles graviditetstest var for meget!

Mere fakta end følelser
Afsnit nr. 2 af Mission Baby var meget mere faktuel, men stadig tilsat personlighed i form af de par, som vi følger tæt på. Heldigvis skulle der ikke foretages en fælles graviditetstest i denne udsendelse. Det var jo den, som jeg syntes var så følelsmæssig hård i første udsendelse – og som jeg troede skulle gentages hver eneste afsnit! Heldigvis ikke.
Vivians abort i første udsendelse fik mig også ud et sted, hvor jeg ikke helt kunne bunde. Og ja, jeg ved den slags sker, og at det er virkeligheden. Det er barskt alligevel, synes jeg – som måske nok forsøger at skåne mig selv for at tage alle verdens sorger og ulykker på mine skuldre.

Manden og kvalmen
I 2. afsnit var der fokus på manden og hans forplantningsevne. Hvilke faktorer, der har indflydelse på mandens sædkvalitet.
Hos en tredjedel af alle par er det mandens sædkvalitet, der er problemet. Virkelig lærerig information! Det må siges, at det er heldigt, at vi, i takt med, at flere og flere mænd får dårlig sædkvalitet (hver 5. mand har dårlig sædkvalitet), videnskabeligt bliver bedre og bedre til at hjælpe par med at få børn.
Skræmmende at et varmt spabad, eller en varm bærbar pc, vil kunne gøre sædcellerne ukampdygtige.
Synes især, at de mænd, som blev filment imens de ventede på at afgive sædprøve, var seje. Det kan bare ikke have været morsomt. Overhovedet.

Det unge par, Sofie og Rasmus fra Århus, er mine “favoritter”. De er så bedårende i deres ungdommelige glæde, spontanitet, forelskelse og uhøjtidelighed. De fremstår meget ægte og varme.
Og så var der kvalmen hos de heldige gravide. Jo, det er faktisk lidt underholdende, når man selv sidder i sofaen og er helt fri for den slags ubehageligheder (og så også kun småmorsomt, når man ved, at grunden til dårligdommen er en positiv begivenhed).
Især kunne jeg godt lide Tine, som lå på sofaen, og skreg på chokolademadder – som hendes mand så piskede af sted ud i køkkenet, for at fabrikere. En god anledning til at fortælle min kæreste, hvor heldig han var været med mig! Ha, ha! Derved underforstået, hvor heldig jeg selv var ved ikke at lide af kvalme.
Sluttelig slog udsendelsen lige fast, en gang for alle, at det er mandens sædsælle og IKKE kvindens æg, der afgør barnets køn.
Ægcelle og sædcelle som plysdyr
Billederne i dette indlæg er en ægcelle og en sædcelle som plysdyr! Selvfølgelig er de fra USA. Du kan også også få røde blodlegmer, fedtceller mm. som plysdyr. Til undervisningsbrug velsagtens. Eller har du lyst til at dit barns yndlingskrammedyr er en sædcelle?! Hvis ja, så kan du købe celler her.
Jeg blev opmærksom på den amerikanske hjemmeside hos danske Kidsnyt.dk, der henviser til en masse sjove ting til børn. Oftest fra udenlandske sites – dog også fra danske.


Lige for, at følge lidt op på bemærkningen om Natural Selection og lav fertilitet. Der er selvfølgelig mange ting som spiller ind i nedsat fertilitet og hvor stor betydning selektion har på nedsat fertilitet, kan jeg ikke udtale mig om. Men vi skal passe på med at drage for hurtige konklusioner. Indenfor genetikken er man begyndt at få øjnene på får det emne som hedder epigenetik, som omhandler de arvelige forandringer, der ikke direkte involverer forandringer i selve det arvelige materiale, DNA. Epigenetik vedrører arvelige egenskaber, der ikke ændrer den grundlæggende basesekvens i DNA, men har betydningen for genekspressionen, bl.a. for hvilke gener, der aflæses. F.eks. påvirker rygning det ufødte barns udvikling (bl.a. fertilitet), men de gener barnet nu har fået fra sin far og mor er de samme, men aflæsningen kan af genene kan være negativt påvirket.
Vi mødre er efterhånden blevet pumpet med oplysninger om hvordan vi skal leve, spise, ikke spise og ikke gøre når vi er gravide, da det har en negative eller positive indflydelsen på vores barn. Altså vores levevis har påvirker hvilke gener der aflæses og hvilke der ikke aflæses i vores barn. Så måske kan vi skyde skylden på vores mødre for den nedsatte fertilitet blandt nogle mænd / kvinder.
Men epigenetik har også en indflydelse på vores pigers børn. En pige jo bliver født med alle sine æg, så når vi er gravide påvirker vi ikke kun vores barn, men også vores døtres børn. Det er hver, at huske på at vi har indflydelse på hvilke gener der aflæses i vores børnebørn (på døtrenes side). Så måske er også vores bedstemødre medskyldige i den nedsatte fertilitet blandt os. Derfor kan det gå flere generationer før påvirkningen af dårlig levevis er ”ude” af en befolkning.
Hmm, S, det er selvfølgelig en vinkel, at antage at de bare klynker.
en anden vinkel er at se på at nogen bare bliver mere medtaget af graviditeter end andre.
Nogen har kvalme, bækkenløsning, hæmorider, plukveer, vand i kroppen, hedeslag og jeg ved ikke alt muligt hvad. Andre slipper helt, og hører man til dem kan det selvfølgelig være nemt at sige at man sagtens kan gøre de ting man plejer selvom man er gravid.
Jeg havde bækkenløsning fra jeg var ca. 3 måneder henne og jeg kan fortælle dig at der klynker man med god grund, for det gør sgu ondt når benene lige pludselig føles som om de knækker af ved hoften og man må have støtte for bare at gå på toilettet.
er de ikke frygtelige ynkende de gravide, så er det altså ikke værre. man kan da sagtens lave de ting man plejer selvom man er højgravid. det er da ikke til at holde ud at høre på hvor hårdt de har det- stakkels mænd synes jeg lidt..
Jeg synes, at jeg blev noget klogere på flammehæmmende stoffer på Miljøstyrelsens side. Se her:
http://www.mst.dk/Kemikalier/Fokus+paa+saerlige+stoffer/Bromerede+flammeh%C3%A6mmere/
sidste gang snakkede de noget om noget flammehæmmer i elektronik- var der nogen der forstod det bedre end mig er problemet at man røre ved comp, eller er det noget man indånder eller hvad?
hvis det kun var livstilen der var skyld i det, burde man jo også sagtens kunne klare det selv, ved at lave den om. og jov jeg ville have affundet mig med det hvis jeg ikke kunne have fået selv, det var noget jeg havde tænkt godt igennem før vi overhoved forsøgte nettop fordi jeg var bange for at jeg ikke kunne pga en fandens masse blærebetændelse…. og jov survival of the fittest holder fint vand hvordan tror i ellers mennesket er blevet i første omgang?
men jov jeg føler da med jer- det må da være helt forfærdeligt at ønske noget så brændende og det så skal være så forbandet svært. og jov jeg håber da selvfølgelig også at det lykkes for jer det gør jeg virkelig. det ville da også være rart hvis jeg tog fejl- men det kan kun tiden vise….. jeg er meget interesseret i etologi og evolution og den slags, og derfor er min mening som den er. men alle har jo ret til sin mening i dk heldigvis! og dem der har det anderledes end mig kan jo heldigvis få hjælp. så jeg håber da virkeligt for jer at det lykkes…. vh
Camilla,
Dejligt at høre, at det hjælper dig – det har også hjulpet os deltagere med problematiske fertiliteter og graviditeter at se, at vi meget langt fra er alene med problemerne.
Hvis du kan bruge en lidelsesfælle at læsse af overfor, er du meget velkommen til at skrive til mig: m.elgaard@yahoo.dk
Du kan se udsendelserne her:
http://www.dr.dk/DR1/Mission_Baby/Se_udsendelserne/udsendelserne.htm
Udsendelse #1 findes ved at scrolle ned i scrollbaren til højre for sædprøven
Held og lykke til jer – jeg håber det snart lykkes for jer.
Michelle
Hej Camilla
Så vidt jeg lige kan se, så kan du fint se udsendelserne på nettet – og afsnittene bliver genudsendt torsdag eftermiddag/fredag formiddag på TV.
Se mere her: http://www.dr.dk/DR1/Mission_Baby/
Og pøj pøj til dig med din mission baby!
Hej
Er der nogen som ved hvornår programmet bliver genudsendt eller kan man se det på nettet, jeg sidder nemlig og sluger det hver tirsdag aften, man kan desværre ikke se det på tirsdag? Vi har selv kæmpet i 3 år og er igang med at få hjælp nu, men det går desværre ikke så godt! Jeg blev opereret for livmoderhalskræft for 3 år siden, så har en masse komplikationer derefter, men vi holder modet oppe:-) Programmet samt andre som åbner sig, er noget som hjælpe mig i min situation! Jeg ved godt det er et meget følsom emne, og det gør mega ondt, men det er okay at sige til folk, at det gør ondt og det er hårdt, hvorfor skal vi altid have en facade på! Så jeg synes det er rigtig flot at 100 par har meldt sig:-)
Svendsen,
Dét med adoption er jo nemt at sige – men det skulle så forudsætte at adoption var lige så nemt som det er for “dem med gode gener” at formere sig. Det kan jeg love dig for, at det ikke er.
Næh, du.. Se engang på de lande og områder i verden, hvor befolkningstallet eksploderer (og har gjort det længe efterhånden) og tag så din holdning til genmaterialet og “the survival of the fittest” op til revision.
Hvis moder natur skulle være så satans selektiv burde infertilitet vel opstå de steder, hvor der faktisk ikke er mad nok til at brødføde børnene eller hvor livsførelsen medfører dødelige sygdomme i stor stil, som skaber forældreløse børn, som har brug for at blive adopteret. Hvis man f.eks. får HIV med i moderkagen er genmaterialet måske ikke så pokkers meget værd? Faktisk bliver barnløse patienter undersøgt for en del sygdomme inden behandling påbegyndes, hvilket allerede er en hel del mere selektivt end hvad der gør sig gældende for alle andre.
Det er vores livsstil, der giver os fertilitetsproblemer, det er ikke genmaterialet. Hvis du skal følge din holdning til dørs, så skal homoseksuelle jo også helt nægtes at formere sig – men er det så fordi de har en genetisk bygningsfejl eller fordi de har valgt en bestemt livsstil? Hvorfor skal udbrændte folk på kontanthjælp have lov at yngle det ene barn efter det andet, som myndighederne så efter princippet om barnets tarv kan tvangsfjerne og placere hos andre (måske endog ufrivilligt barnløse) familier, mens “ordentlige” mennesker med styr på livet, følelserne og økonomien skal opleve tvungen barnløshed?
Din holdning indebærer jo i yderste konsekvens, at syge ikke skal have medicin og gamle ikke skal have hjælp. Dén slags samfund kan du sagtens finde dig ét af, det er så bare ikke i Danmark. Og forresten, flyver du afsted på ferie, selv om du ikke er genetisk disponeret for at gro vinger? Spiser du nye kartofler i januar, selv om de ikke efter naturens dispositioner bør forefindes under vore himmelstrøg på den årstid? Osv. osv. osv.
Ja, du får på puklen af mig her. Ikke for din holdning, men for din snæversynethed.
Meget mærkværdig udtalelse. Jeg tror ikke man kan påvise at børn der er skabt med en hjælpende hånd har dårligere gener end andre. Desuden er mange af dem som ikke kan få børn nu vel skabt uden hjælpemidler og burde derfor have ganske fine gener. Så jeg tror ikke lige den holding holder vand.
Og jeg tror så også du ville skifte mening hvis du havde stået selv i situationen.
jeg kan ikke lade være med at tænke at det er da klart at mennesker bliver dårligere og dårligere til at reproducerer sig selv, når de dårlige gener som burde forsvinde gennem natural selection bliver hjulpet på alverdens måder til at reproducer sig alligevel. jeg synes ikke folk der ikke selv kan få børn skal have nogle og havde det været mig der ikke kunne få selv havde jeg adopteret nogle at de stakler der ikke er ønsket eller undværet. det er selvfølgelig bare sådan jeg har det- og jeg bliver sikkert haglet ned for det…. jeg havde nu også den indstilling før jeg blev mor, så det er ikke sådan at jeg bare siger det fordi jeg nemt blev gravid. min mening er at lade naturen klarer det selv -så går der ikke koks i det hele….
men det er et interessant program..
Altså, som den der graviditetstest dog spøger
Jeg vidste, at min ville være negativ. Da jeg endnu ikke var kommet i gang med IVF behandling KUNNE den ganske enkelt ikke være andet. Alligevel gav det da et lille stik at se den tydelige besked.
De andre “negative” medvirkende har nok heller ikke været helt vildt overraskede. De, der virkelig har håbet at være gravide, har jo for de flestes vedkommende oplevet det samme håb og den samme skuffelse derhjemme, måned efter måned. Og på en måde var der faktisk en stor følelse af sympati og sammenhold i netop dén del af optagelserne. Ingen af os var jo alene med og om skuffelsen; det var så få hænder med positive tests, der blev rakt op. Personligt følte jeg det som en god oplevelse at kigge rundt og tænke “Jeg er i hvert fald langt fra alene om at have problemer med dette her graviditetshalløj – så skal det nok gå”.
En stor del af os har stadig kontakt – netop fordi vi ved at stå frem også har fundet både lidelsesfæller og stor støtte i Mission Baby netværket.
@ Rikke “den første” – ja, så er mænd med løse bukser og hængerøv måske slet ikke værst!
Ja, det er meget mærkeligt, hvad der er skidt i vores land/samfund siden fertiliteten er fornedadgående. Der er vist forskning til et par år i det felt…
@ Rikke “den anden” – kvalme; jeg led heller ikke af det overhovedet.
Tror du ikke, at det er filmens magt, der er stor? Vi har jo set tusinde af film, hvor en gravid afbilledes med hovedet ned i toilettet. Vi har vel nærmest en forvetning om, at sådan er virkeligheden. Sådan er det at være gravid. Og kan så blive helt nervøs, når det ikke er sådan hos en selv.
Har også hørt flere danske præster udtale, at vi i Danmark altså ikke siger “You may now kiss the bride” (ej heller på dansk!), men sådan tror folk, at vielsesritualet er, fordi vi ser så mange amerikanske film…
Der var een ting, som virkelig fik mine følehorn frem i afsnit 2. Det var lægen der forklarede, at kvinder der IKKE har kvalme i større grad aborterer. Jeg havde selv slet ingen kvalme under begge mine graviditeter, og var virkelig, virkelig bange for at det betød en dårlig graviditet. Bange for at min krop ikke reagerede rigtigt og at jeg ville tabe barnet. Men jeg fik faktisk 2 fine piger ud af det. Blot som en lille beroliger til de der ikke oplever kvalme, og frygter at noget er galt.
Jeg synes også det var en bedre udsendelse denne gang – og rigtigt interessant at man selv kan påvirke mandens skud-styrke. Godt at vide når der skal arbejdes på nr. 2 engang. Så skal der hældes noget zink og avocado indenbords og investeres i joggingbukser og boxershorts.
Men det er skræmmende statistikker – synes det er underligt at danske mænd har så dårlig sædkvalitet ift andre mænd i europa. Hvad mon forklaringen er på det??