Sådan bliver du en lykkelig mor

Formår du midt i en stresset hverdag med barn, tusind gøremål og tårnhøje krav til dig selv at nyde livet som mor så meget, som du gerne ville?

Ekspert i positiv kommunikation, Rikke Dinnetz, giver her 10 tips til, hvordan du kan kommunikere positivt med dig selv omkring din mor-rolle – og nyde livet med dine børn fuldt ud! Kort fortalt handler det om at blive bevidst om, at du er god nok – præcis som den mor, du er! Rikke Dinnetz er netop udkommet med bogen ”Lykkelig nu med positiv kommunikation” fra Politikens Forlag. Den kan du med fordel smide på din ønskeseddel til jul! Hvis du altså kan vente…

Lykkelig NU med positiv kommunikation
Bogen Lykkelig NU med positiv kommunikation koster 220,48 kr. hos SAXO

TIP 1: Giv slip på behovet for at være ”den perfekte mor”
Perfektionisme er bare overflade og frygt! Det er et tegn på, at du har en masse regler, der skal være opfyldt, før du føler dig o.k. Næste gang du ikke lever op til dine egne forventninger som mor, så giv slip på din indre selvkritiker. Det hverken virker eller er velfortjent at kritisere! Kommunikér i stedet positivt og støttende med dig selv. Sig til dig selv, at det er o.k. at du ikke er en perfekt mor. Perfektionisme er alligevel ikke noget at stræbe efter! Hvis du var helt fejlfri, ville du bare lære dine børn, at de også skulle være fejlfri for at være o.k. I stedet for at slå dig selv oven i hovedet med al mulig kritik, så sig til dig selv: ”Jeg gør det så godt jeg kan, og det er o.k”. Eller: ”Jeg elsker mine børn, og hvor er det dejligt for dem, at de har mig som mor”.

TIP 2: Fokusér på alt det, der gør dig til en fantastisk mor
Det, du fokuserer på, vokser! Anerkend dig selv for at være den fantastiske og omsorgsfulde mor, du er. Sæt en masse positive adjektiver på dig selv, og sig dem højt til dig selv hver dag. Fortæl dig selv, at du er nærværende, givende, altruistisk, empatisk, kreativ, stærk, konsekvent og pålidelig. Fyld dig selv op med komplimenter – og tag med kyshånd imod andres. Hvis din partner siger, du er en god mor, så sig ”tak” og nyd det – i stedet for at modargumentere og sige, at du arbejder for meget og aldrig får syet fastelavnskostume. Vær din egen bedste ven!

TIP 3: Bliv bevidst om, hvad du er utilfreds med ved dig selv som mor
Bliv bevidst om de sider ved dig selv som mor, som du ikke er så glad for. Se derefter, om du kan finde gaven i de træk, du sætter mindst pris på! Det kan for eksempel være, at du føler dig for pylret. Spørg så dig selv: Hvad har det givet mig at være pylret? Hvorfor har jeg valgt at være sådan? Du har helt sikkert haft et positivt formål med det – for eksempel at passe på børnene, fordi du elsker dem så uendelig højt! Når du først forstår dig selv og dit positive formål, er det nemmere at acceptere de sider af dig selv. Og nemmere at give slip på dem, i det omfang du ønsker det.

TIP 4: Tal pænt om andre mødre – ”det, man siger, er man selv!”
Selvfølgelig kan du have brug for at få luft engang imellem og fortælle din partner eller bedste ven, hvis andre kvinder er mor på en måde, som ikke huer dig. Men forsøg at giv slip på behovet for at kritisere andre – det er blot et udtryk for frygt. Blandt andet frygt for selv at være alt det, du kritiserer det pågældende menneske for at være. Tænk kærligt på alle andre mødre og vær bevidst om, at de alle gør det så godt, de kan med de ressourcer, de har. Hver gang du accepterer et andet menneskes fejl, accepterer du indirekte dine egne fejl. Og det gør dig selv mere glad og tilfreds med at være den dejlige mor, du er.

TIP 5: Bliv bevidst om dit formål, når du taler med dine børn
Tænk over, hvilket formål du helt overordnet har, når du kommunikerer med dine børn. Nogle gange, hvis I har meget om ørene, og den ene dag tager den anden, kan du måske have en hverdag, hvor det går ud på at slukke ildebrande og mere ”overleve” end ”leve”? Prøv, selv hvis du er på vej op på 4. sal med børnene og en Netto-pose, at have dit ultimative formål for øje, når du taler med dine børn – et formål der gør dig glad og ikke bare mellemtilfreds. I stedet for at have et formål, der hedder ”jeg vil have det hele til at glide så let som muligt uden brok og skrål”, så spørg dig selv: Kan jeg sigte endnu højere og have et formål, der for eksempel hedder, at ”jeg vil nyde livet med mine unger – selv på en møgdag”? Prøv, selv når de skriger og skråler, at trække vejret dybt, sætte dig lidt ud over situationen, ros dig selv for at holde ud og sæt dig ned på trappen og sig ”hold da op en gave til mig med sådan to energibomber”. På den måde føler du taknemmeligheden midt i kaos og udskyder ikke din lykke til ”den dag, du ikke er så stresset”.

TIP 6: Du behøver ikke være top-tjekket – bare du er dig!
Lad være med at fortælle dig selv, at det tjekkede skaber mest glæde for dine børn. Måske kan de bedre lide købekage end hjemmebagt! Selvfølgelig er det sjovt at bage snobrød sammen – men pølsehorn fra den lokale 7-11 duer altså også og kan skabe lykke i en snæver vending. Det er selvfølgelig fint, at du har ambitioner om og lyst til at lave alt muligt med dine børn – og det giver selvfølgelig også nogle fantastiske stunder sammen! Men giv også dig selv lov til at vælge de lette løsninger nogle gange. Bare det at være sammen med dig og have dit nærvær er guld værd for dine børn.

TIP 7: Tal om alt det positive ved dine børn
Når du taler med dine børn, så anerkend dem for at være de vidunderlige små mennesker, de er. Glæden, du giver dem ved oprigtigt at værdsætte dem, kommer tifoldigt tilbage til dig. Og når du taler med andre mennesker om dine børn, så fokusér på deres styrker, dyder og muligheder – ikke på deres eventuelle fejl og begrænsninger. Mange af os forældre har en menneskelig tendens til at fokusere på og udtrykke alle vores bekymringer om alt det, der ikke fungerer optimalt. ”Han fungerer vist ikke altid rigtig i sociale sammenhænge, hvor der er fri leg”, ”hun bider, når nogle tager hendes ting” eller ”han kan ikke formulere sig så godt som kammeraterne”. Og det er naturligvis o.k. at blive bevidst om problemer – og godt at turde være åben omkring dem. Men fokusér mest på alt det, der fungerer. Er der udfordringer, så fokuser på løsningerne og mulighederne i stedet for at beklage selve problemet. Og husk på, at de fleste problemer er helt normale og går over uden de helt store kraftanstrengelser.

TIP 8: Giv hinanden feedback på kommunikationen
Meld klart ud til din partner om, hvad han kan gøre for at styrke dig i din mor-rolle. For eksempel give dig en halv time for dig selv om dagen eller rose dig og kysse dig. Selv har jeg bedt min mand om feedback, når han synes jeg er inkonskevent, for skrap, for blid. Jeg elsker feedback! Det vigtige er at servere feedbacken til hinanden på positiv vis. Husk at rose hinanden og også give hinanden feedback på alt det, I gør godt. Sig for eksempel ”du er virkelig en gave til vores børn – du er god til at lytte til dem og forstå, hvad de har brug for”. Og når I har forslag til noget, den anden kan gøres anderledes, så sig ”jeg kan godt forstå du kommer til at hæve stemmen – det gør jeg også nogle gange, når de skændes – de er jo vildt irriterende”. Eller spørg om lov til at komme med en kommentar i den konkrete situation: ”Må jeg komme med et forslag/godt råd?

TIP 9: Meld klart ud, når du ikke orker
Vær autentisk, når du kommunikerer med dine børn – så ved de, hvem du er, og hvor de har dig. Og ved at se dig sætte grænser lærer de selv at mærke deres egne grænser. Hvis du prøver at lytte, fortælle historier, synge osv. når du ikke orker, så kan de alligevel mærke, at du ikke rigtig har glæden i det, du gør,. Alt hvad du giver uden overskud, har en pris. Enten i form af stress, irritation eller endnu mere træthed. Eller i værste fald på lang sigt: At du uden at ville det kommer til at lære dem, at det er o.k. at overskride sine egne grænser for andres skyld. Så afslå positivt og med god samvittighed og sig for eksempel: ”Jeg er træt lige nu – men jeg vil glæde mig til at fortælle en historie, når jeg er blevet lidt friskere – jeg elsker at fortælle dig historier”.

TIP 10: Husk at tale med din partner om alt det sjove
I dag lever mange familier en stresset hverdag, hvor man måske bare falder om på sofaen og ser TV, tænder computeren eller går i seng, når børnene endelig er puttet. Men midt i dagens virvar og praktiske gøremål, så husk at tal med hinanden og smil og grin sammen om jeres fælles og individuelle oplevelser med børnene. Hvad har de sagt, som var sjovt? Hvad sker der lige nu? Hvad oplever I sammen med børnene? Der kommer uendelig meget positiv energi ud af at dele alle de sjove, givende og pudsige oplevelser og kommunikationssituationer med hinanden!

Når man bliver mor, åbner det ofte op for en kæmpe udviklingsproces, hvor man bliver bevidst om, hvordan man gerne vil have, ens liv skal se ud – og ikke se ud. Vil du læse mere om hvad postiv kommunikation kan gøre for din trivsel både privat med din partner og familie og på jobbet med kollegaerne, så gå ikke glip af Rikke Dinnetz’ spritnye bog ”Lykkelig NU med positiv kommunikation” fra Politikens Forlag!

Se mere om bogen her og her hos SAXO

Du kan også se mere om Rikke Dinnetz på www.rikkedinnetz.dk

Rikke Dientz forfatter til Lykkelig NU med positiv kommunikation
Rikke Dinnetz er forfatter til bogen Lykkelig nu med positiv kommunikation

VIND BOGEN
Hvad hedder Rikke Dinnetz’ nye bog?

1) Lykkelig nu på barsel
2) Lykkelig nu med hele familien
3) Lykkelig nu med positiv kommunikation

Mail dit svar sammen med din adresse og telefonnummer til anette@babybusiness.dk senest den 22. november 2009. Vinderen får direkte besked og bogen tilsendt til sin privatadresse.

Kender du JuniorBusiness.dk?
Min blog for børn mellem 3 og 10 år. Du er velkommen!

JuniorBusiness.dk

4 kommentarer

  1. Hold da op super gode tip, jeg har en lille skøn pige på 6 mdr med min mand.

  2. Karen |

    Lyder som en fantastisk bog – 10 fuldtræffere på morlivet! Især det der med at være sin egen bedste ven istedet for at rakke sig selv ned hele tiden eller undskylde sig selv. Så vil jeg hellere have en ven der roser ;-)

  3. Cecilie |

    Jeg er vild med de 10 råd! Nogle gange glemmer man sig selv midt i virvaret. Og jeg har kun én krudtugle på 14 mdr.

  4. Marie |

    Sikke en omgang gode tips. Især de første par stykker ramte virkelig plet og tvang en tåre frem. Hvorfor skal man altid reagere så kraftigt som (forholdsvis) ny mor, når det handler om ens rolle som mor? Jeg kæmper evigt med dårlig samvittighed over ikke at være hjemme nok hos min datter. Til trods for at jeg oftest kun arbejder tre dage om ugen, så synes jeg alligevel at jeg snyder hende for nogle gode timer med moren istedet for dagplejemoren.
    Humøret steg dog efterhånden som jeg kom ned af listen, for mange af tingene synes jeg at jeg klarer rigtig fint. Så tak for gode tips. Jeg føler mig allerede meget mere positiv :-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.