Sådan klarer du flyveturen med baby

Forsiden » Forside » Familieliv » Familieferie » Sådan klarer du flyveturen med baby

Sådan klarer du flyveturen med baby

Denne artikel er sponsoreret

[ad]

Lader du hverken baby eller banken begrænse dig, så flyv til en skøn destination i din sommerferie. Neden for får du gode tips til, hvordan du og baby kommer godt igennem flyveturen – så ferien både starter og slutter godt. Jeg vil undlade at komme ind på, hvordan check-in i lufthavn med over-sized klapvogn, overvægtig kuffert og overtræt barn foregår… Lad os her fokusere på selve flyveturen!

Flyv baby flyv!

Mindst og nemmest
Min egen erfaring er, at baby mellem 0 og 6 måneder er overraskende nemme at flyve med. Næ, det er når de bliver ældre, at flyveturen og underholdning undervejs er en… udfordring! Men ikke en større udfordring end du klarer den i stiv arm!

Nu til nogle ideer og tips til forberedelse, pakning af håndbagage samt til timerne ombord. Med lidt forberedelse er der rigtig stor chance for, at flyveturen bliver en succes for hele familien – også for de 0-2-årige.

Lille flypassager

Forberedelse
For at starte feriestemningen hos baby (!) kan du hjemmefra ”forberede” den lille på flyveturen. Sæt baby på dit skød med ryggen mod din mave, spænd fars livrem om jer begge og lav larm, som var du flyets motor, når det sætter i gang. Svæv så af sted i stuen. Der er en mikroskopisk chance for, at det forbereder det lille barn til flyvesituationen… Eller også har I bare haft en sjov leg så længe!

At pakke ind, ud og om
Når du pakker til ferien, så husk, at børn under to år kun må have 10 kg med uden I skal betale overvægt. Derfor er det vigtigt at pakke let. Udover de 10 kg, som kufferten må veje, skal I jo også medbringe en håndbagage – og den håndbagage kan hurtigt gribe om sig, når den pakkes til flyvetur med børn!

Trunki kuffert
Sød kuffert til børn – kan også bruges til at sætte barnet op på og trække af sted, når små fødder er trætte. Læs om Trunki kufferten på JuniorBusiness.dk

Håndbagagens indhold
Du kan med fordel bruge pusletasken som håndbagage.

• Bleer

• Vådservietter

• En smule skiftetøj, hvis uheldet er ude.

• Sutteflaske. I må gerne medbringe væske i en sutteflaske/drikkeflaske til børn, men skal ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen skal du være klar på at drikke noget af indholdet, for at bevise, at der ikke er tale farlige væsker i flasken (eks. flydende sprængstof).

iiamo sutteflasker
iiamo sutteflasken med varmepatron er perfekt at medbringe på flyvrejsen.

• Hagesmæk x 2

• Sut, nusseklud, yndlingskrammdyret eller anden personlig ting (men husk endelig denne favoritting, når I forlader flyet igen – ellers kan det gå hen og blive en meget lang ferie)

• Legetøj, der ikke larmer for meget af hensyn til jeres medpassagerers tålmodighed – eller består af for mange løsdele, som du skal bukke dig ned og samle op fra gulvet omkring hundrede gange. Dette kan eksempelvis være billedbøger og papir samt farvekridt (alt efter barnets alder). Medbring meget gerne legetøj, som barnet aldrig har set før. Så er dit barn givetvis interesseret i legetøjet lidt længere tid. ALtid godt at have nogle overraskelser i baghånden, så præsenter ikke barnet for alt det nye legetøj på én gang. Evt. hver 15 min. Lad ikke dit barn lege med netop dette legetøj på selve ferien – for så har det stadig nyhedsværdi til hjemturen! Jeg har haft held med at købe billigt legetøj i “massevis” til flyveturen hos Tiger og SøstreneGrene.

Skwish ranglen er en klassisker Babybog i træ
Legetøj fra Klodsmajor.dk

• Tag mere mad med end du på nogen måde kan forestille dig, at dit barn kan konsumere. Små pakker med rosiner, havrefras og cornflakes, boller og banan. Jeg ved, at mange anbefaler tørrede abrikoser, figen og rosiner, men… lad være med at fodre dit barn for meget med fødevarer, som fremmer de kedelige bleer… Puslepladsen på et fly er meget, meget lille, og du gider ikke at skifte et stor-pruttende barn adskillige gange på en halv time. Mine børn har været glade for ostehaps på ture! Og vingummi – der skal tygges længe på. Det er ikke på flyrejsen, at jeg insisterer på sunde madvaner – her insisterer jeg derimod på glade børn og ditto medpassagerer.

De fleste flyselskaber tilbyder speciel baby/småbørnsmenu, men dette skal bestilles hjemmefra. I god tid!

Rice madkasseRice bokse
Rice har en masse gode “madkasser” med små bokse til forskelligt mad.

Det er en god idé at have flere små alternativer til at beskæftige den lille med på rejsen. Men tjek flyselskabets hjemmeside, for at se, hvor meget håndbagagen må fylde og veje. Vær opmærksom på, at det ofte ikke er tilladt at have en autostol eller en rejselift med ombord på flyet – reglerne kan dog variere fra flyselskab til flyselskab.

10 gode råd til flyveturen

1. Book en sen afgang ved lange flyveture, så er der chance for, at barnet kan sove
2. Tjek at familien sidder sammen. Det er rarest, og så kan de voksne skiftes til at tage sig af den lille.
3. Bestil en lift. Hvis I skal på en ekstra lang flyvetur, så bestil en ”baby cradle”, som er flyselskabets babylift, der bliver hængt op foran forældrene. Så har barnet mulighed for at sove. Men undersøg det i god tid, da der ikke er mange til rådighed på et fly.
4. Vær i god tid ved check-in. I sommermånederne er der ofte travlt ved check-in i lufthavnen. Og det giver en god start på ferien, hvis ingen stresser.
5. Klæd barnet i lag-på-lag. Så er det let at regulere, hvis barnet enten har det for varmt eller for koldt.
6. Giv barnet rigeligt med væske ombord på flyet. Aircondition og klimaet i kabinen udtørrer, hvilket kan give utidige poder.
7. Am eller giv flaske, når flyet letter og lander. Det mindsker trykket i barnets ører.
8. Gå langs flygangen, når flyet er i luften, så får barnet stillet nysgerrigheden.
9. Lav et par små pakker hjemmefra med nogle nye spændende ting til barnet. Det kan aflede opmærksomheden, hvis barnet bliver rastløst.
10. Forbered både en plan A, B og C, når det gælder beskæftigelse af barnet på turen…

Mennesket er nu den bedste underholdning
Lige som mor her elsker mine børn “people watching”… at iagttage andre menneskers gøren og laden. Det er der rig mulighed for i en lufthavn og i et fly! Ikke få gange har jeg fra mit flysæde løftet grædende Alberte eller Andrea så højt op over min skulder, at de kan nedstirre passagerrækkerne bag os. Måske ikke altid lige morsomt for de stakler, der får stikkende babyøjne lige i ansigtet – men det virker! Børnene (mine forstås) stopper deres kedsomheds-gråd og nyder udsigten!

Spændende passagerer

Ferien bliver endnu bedre med bare en smule forberedelse hjemmefra. Rigtig god fornøjelse!

Links med gode råd om ferie og flyvning med børn
Overlev flyveturen med børn – artikel fra Berlingske.dk

At flyve med børn – fra sitet sjovforbørnpåferie.dk

10 gode råd til babys første flyvetur – artikel fra Metroexpress

Københavns Lufthavn – gode råd før afrejse

Sommerferie med baby – og større børn
. Tidligere indlæg her på bloggen.

Rejse med børn – sommerferie på Mallorca. Tidligere indlæg her på bloggen.

God ferie med børn. Tidligere indlæg her på bloggen, der beskriver “hvor lidt”, der skal til for at give børn en god ferie!

Dit bedste flyve- eller ferietips
Hvad er dit bedste tip til at klare flyveturen med baby – uden at have flossede nerver efterfølgende? Skriv en kommentar neden for. Der er mange ferieklar forældre, som vil ELSKE at få et par gode råd med på vejen.

[ad]
By | 2017-06-18T08:00:23+00:00 juni 18th, 2009|Familieferie, Oplevelser|

8 Comments

  1. heidi skov 19. marts 2011 at 22:09 - Reply

    hej alle der fly-rejser med baby. var i malaga med anna på 9 mdr. både letning og landing gik smertefrit, takket være ear-planers, en lille fin øre-prop, som er designet til at trykudligne. købt i matas 🙂 god tur til alle. vh. heidi. ps. ikke nemt at amme når baby sidder i sele!

  2. Morten Thorup 21. december 2010 at 21:52 - Reply

    Hej Alle.
    Vi venter vores første baby til juni og glæder os rigtig meget. Men vi søger et råd med hensyn til at rejse med sådan en lille størrelse. Vi har fået rejse sydpå foræret af mine forældre til August. På det tidspunkt er vores baby 2 måneder gammel. Her er det så vi har brug for råd af nogen ,som har erfaring med dette.Bla. Fly, varmen osv. Glæder os til at høre nærmere.
    Julehilsner fra de bekymrede vordende forældre 🙂

    • Anette BabyBusiness 22. december 2010 at 08:16 - Reply

      Hej Morten

      Hvis ikke du får så mange svar her, så skal jeg nok lægge dit spørgsmål ud som blogindlæg – det giver ofte nogle flere kommentarer. 🙂

      Umiddelbart er 2 mdr. en ret nem alder at rejse med. Babyen sover meget (og har en størrelse, der gør han/hun nem at sidde med – lægge i en lift. Bed flyselskabet om at få flysæder med ekstra plads foran fødderne, så en lift kan stå på gulvet) og kender ikke til begreber, som at kede sig! Han/hun kan ammes/få flaske under flyvningen.

      Nu skriver du ikke hvilket land, som I skal til. Subtropisk varme? Babyen skal hele tiden holdes i skygge- Vær varsom med at undgå, at baby overophedes. Hvis meget, meget varm skal baby have ekstra væske i form af vand.

      Læs endelig BabyBusiness læsere, der fortæller om at rejse med baby:

      http://www.babybusiness.dk/laeserne-fortaeller-ferie-og-fly-med-baby.html

      Til alle: kom endelig med jeres kommentarer, så vi kan hjælpe Morten og familien godt på vej! 🙂

  3. Henriette 4. juni 2010 at 23:30 - Reply

    Jeg skal ud og flyve snart med min søn, han er lige fyldt 6 måneder.

    Dog skal vi kun til england, det tager ca. 1 1/2 time, men er rigtig glad for al den vejledning og råd jeg har læst her. 🙂

  4. Lotte 2. juli 2009 at 10:00 - Reply

    Vi har benyttet mange af rådene om indpakkkede overraskelser, få barnet til at drikke under afgang (vi fik faktisk lov til at tage et par af de svenske favorit-sukkerfattige juicebrikker med ombord). Men det bedste tip af alle var en TRANSPORTABEL DVD AFSPILLER. Vi havde den med som “reserveunderholdning” – og den kom i brug. Der sad faktisk en halv række medpassagerer og så på Pingu med stor barnlig fornøjelse 🙂 Nu koster de jo ca 1000 kr, sådan nogle. Men vi har siden da og desuden under ferien – haft STORT GLÆDE af den på hotelværelset og mange andre steder. Vi har derfor valgt en “bordmodel” som også kan sættes op i bilen (man installerer en diskret holder på nakkestøtten)
    Det fungerer fint.

    Et andet barn i flyet havde dynen med til deres lille 1½ årige, og han sov sødeligt… Så dynen (noget blødt, trygt og velkendt) tager vi også med næste gang.

  5. Pernille 22. juni 2009 at 12:52 - Reply

    God idé med snor i legetøjet OG SUTTEN – det vil jeg klart huske til sommerferien!

    Vi har også kun haft positive oplevelser de to gange vi har fløjet med vores barn, da han var henholdsvis 5 mdr. og 1 år.

    Vigtigst for os var:
    1) At have hans dyne med. Umuligt at sidde med et barn på skøddet og få barnet til at sove uden. Også nemmere at flytte barnet mellem far og mor, når det ligger på en dyne.

    2) At have nem og spændende mad med til barnet, som ikke fedter for meget f.eks. vinduer og kiks. Også gerne mad med til de voksne, som er nemt at spise med et barn på skøddet f.eks. almindelige sammenklapper og vandflasker med skruelåg.

    3) Legetøj, som ikke larmer for meget og en del forskellige ting, så nyhedsværdien bevares.

  6. Rikke 19. juni 2009 at 08:52 - Reply

    Jeg synes faktisk ikke det er så slemt at flyve med en baby – måske jeg bare har været heldig indtil videre. Mine tre bedste råd ved en flyrejse er:

    1. book et fly som passer med barnets lur, hvis det kan lade sig gøre. Sovende baby er nem baby på flyveren.

    2. kør jeres barn træt i lufthavnen. Lad det gå/kravle/bøvle så meget som muligt, kigge på fly og hvad det nu måtte være – så er der større chancer for en lur på flyet.

    3. vent med at gå om bord til sidste sekund – ingen grund til at sidde i sædet mens alle andre kommer på plads. Det bliver hurtigt nok kedeligt for baby at sidde der. Bliv så længe som mulig i boarding området, hvor der er mulighed for (rimelig)fri leg og bevægelse. Stewardesserne skal nok finde plads til jeres håndbagage – og tasken med babys ting er alligevel ved fødderne.

    Jeg fulgte første gang de gode råd med at amme Emil da vi skulle lette – med det resultat at han kastede op ud over det hele. Ikke nogen success for os 🙂 Så det har vi droppet og han sidder nu bare med sin sut – og han brokker sig faktisk ikke over det overhovedet.

    Og så har vi ellers også alt hvad vi kan finde af småt men godt legetøj til turen. Og gerne noget af det forbudte – f.eks. en slukket mobiltelefon, som han normalt ikke må lege med. Næste gang binder vi en snor i alt legetøjet så vi kan holde fast i det og nemt få det op fra gulvet. Men hjemme ved os gælder også at intet er bedre end at kigge på og flirte med de andre passagere.

    Jeg kan egentlig bedst lidt at sidde ved gangen. Men med baby tager vi alligevel på længere ture en vinduesplads – så skal vi ikke rejse os og vække Emil fordi passageren ved vinduet skal ud på toilettet. Og Emil er helt vild med at kigge ud af vinduet.

    • BabyBusiness 22. juni 2009 at 13:50 - Reply

      Øv – opkast på flyveturen er ikke sjovt! Stakkels Emil – og dig! Så skal jeg ikke klage over, at jeg altid ender med at sidde med våde bukser, når jeg sidder med Andrea. Hun INSISTERER på at drikke af den der juice-brik eller vand-glas, som stewardessen er sød at udlevere. Og det kommer ALTID ud på mit tøj. Men igen: jeg går langt! Våde bukser er bedre end skrigende barn, der bliver nægtet ægte fly-juice/vand! 😉

      Jeg foretrækker også gangplads, for så er det nemt at komme ud!

      God idé at medbringe dyne. Vi lykkedes nemlig meget dårligt med at få Andrea til at sove Mallorca-København. Selv om vi fløj til hendes sengetid. Hun kunne slet ikke finde ro til at sove i flysædet. Måske dynen ville have gjort en afgørende forskel?

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.