Sandras første møde med for tidligt født søn
Selvom vi havde fået et forvarsel og jeg var blevet sengelagt, var det alligevel et chok, at vi var blevet forældre 10 uger for tidlig. Det var gået enormt stærkt og vi var nu på neonatal på Glostrup Hospital.
Da morgenholdet mødte ind, fik vi en kontaktsygeplejerske, som brugte meget af dagen sammen med Carlo og os. Hun åbnede op til kuvøsen, så vi kunne se ham uden de tykke plastikvægge. Det var overvældende. Og jeg blev rørt og grådkvalt da hun sagde, at jeg kunne få ham over på brystet. Han havde elektroder og en luftslange, der skulle gebærdes rundt, men så snart han lå hos mig var jeg ramt og jeg tror at det var dette tidspunkt, der kan sammenlignes med at få babyen over efter fødslen. Her var det bare 7 timer efter fødslen. Indtil nu havde vi blot været tilskuere, men nu var det bare os. Ligegyldigt hvad der nogensinde vil ske, vil vi altid vold-elske ham og gøre alt vi kan for at passe på ham.
Første gang Carlo kom over og lå hos mig. Jeg var træt og lykkelig selvom vi selvfølgelig stadig var bekymrede.
Fakta
Ifølge bøgerne er der mange nybagte forældre, der har svært ved at binde sig til det lille præmature barn. De er bange for hvad der kommer til at ske og har svært ved at forholde sig til al isenkrammet og den braste drøm om fødslen og den første tid. Det er helt naturligt. Plejepersonalet skal selvfølgelig primært tage vare på barnet, men de er der også for at hjælpe forældrene til at knytte sig til børnene.
Hormonerne tager over
”Hvor er han fin”, ”Hvor er han sød” – vi var helt solgt. Men her bagefter kan jeg godt se at han hverken var køn eller lækker. Han havde meget vand i kroppen og kunne (næsten) ikke åbne øjnene. Han havde nu også fået sonde og var i forvejen totalt koblet op på maskiner. Og så var han jo lille og helt spinkel. Men vi syntes stadigvæk han var helt fantastisk. Da han ikke var færdigudviklet havde han ikke de almindelige reflekser, så han kiggede ikke på os, han blev ikke lagt til brystet og der var ikke noget babysmil. Han kunne dog godt gribe om en finger. Og det var også hans hilsen til vores nærmeste familie, da de kom på besøg.
Væsken i kroppen gjorde at han fik små væskeansamlinger, som her på kinden. Han fik taget c-pap’en og sonden af når han skulle pusles en gang om dagen.
Det var mærkeligt, men jeg synes faktisk at han så bedre og mere menneskelig ud med al “teknikken” på.
Give ro og tryghed
Det er lidt ironisk at ligge på en neonatal afdeling, for de små børn skal have så meget ro, som overhovedet muligt. De har fået et chok og skulle have være forskånet for verden udenfor i lang tid endnu. Og så kommer de ind på en afdeling med alarmer (også de andre babyers) der bipper og bamler, C-pap der pruster og hvæser midt i deres ansigt og blodprøver, lægetjek og pusling. Det er et virvar uden lige.
Nervesystemet er ikke modent og de kan ikke klare ret mange sanseindtryk og heller ikke at blive aet, så vi blev vejledt i at lægge en tryg hånd på hans hoved (hue) eller om hans numse og ben, men ikke noget med at ae ham. Det er faktisk overraskende svært da det jo er ment som et kærtegn og der var ikke noget jeg hellere ville end at vise ham al min kærlighed og jeg var der for at kæmpe sammen med ham.
Han skulle have mad med det samme og ikke vente til min mælk løb til. Han fik rigtig, købt modermælk i en sonde og fik en lille portion hver 2. time. Jeg blev sat til at starte malkeriet og i mange uger frem var malkemaskinen fast ved min side. Det kan være svært at få mælken til at løbe til, da situationen er klinisk og stressende, men det gik. I starten var det frustrerende at sætte en flaske ud med tre dråber mælk i og så var der en tvillingemor, der havde været på afdelingen i et stykke tid, der satte tre flasker (!) ud samtidig. Men det gik og efter et par dage kunne jeg næsten følge med. Han blev dog ved med at få mælken i sonde i lang tid derefter.
INFO
For børn født imellem 29. – 32. uge er følgende komplikationer typiske:
• Vejrtrækningen
Lungerne er ikke modnet og er stadig stive. De får ofte hjælp til at holde lungerne udvidet via C-pap, der puster ilt eller blot et tryk ind via næsen. Dette hjælper til at barnet ikke skal bruge unødig mange kræfter til at trække vejret.• Maven
Tarmsystemet er heller ikke modnet tilstrækkeligt til den mælk, de får når de er ude. Det giver ofte ubehag og i visse tilfælde betændelse.• Hjernen
Der er en lille risiko for at udvikle en hjerneblødning og børnene bliver scannet flere gange for at holde øje med det.• Maden
De er i stand til at spise selv og får derfor mad igennem en sonde (plastikslange igennem næsen ned til mavesækken). Der er lige så gode muligheder for at et for tidlig født barn dier hos deres mor ved terminstidspunket, som et fuldbårent barn.• Gulsot
De fleste børn, der er født for tidligt, vil udvikle gulsot. Det er heldigvis nemt og ufarligt at behandle.• Spasticitet
Der er et sted mellem 3-5% der udvikler en eller anden form for spasticitet.• Og derudover vil ca. 10% udvikle sig langsommere end børn, der er fuldbårne og skal fx have ekstra hjælp i skolen.
Kilde: Pjece fra Rigshospitalet
Vejer mindre end halvanden liter mælk
Carlo havde, som sagt, for meget væske i kroppen og meget af det tabte han naturligt de første par dage. Men det betød også, at selvom han fik mad fra starten, så tabte han sig. Han var nede og vende på 1.446 gr. Det er under halvanden liter mælk. Han var så lille at han kunne ligge på en underarm. Først efter en uges tid vendte det og han begyndte stille og roligt at tage på. Læg mærke til at vægten er meget præcis og i starten blev han vejet en gang om dagen og gerne med så lidt som 5-8 grams forskel. Hvis det var til den forkerte side udløste det et stik i hjertet og en forhøjet bekymringsalarm.
Carlo lå i lys i lidt over 2 dage for sin gulsot. Det var mærkeligt først at have oplevet hvor vigtig hud-mod-hud kontakten var så pludselig ikke at kunne have ham hos mig. Jeg savnede ham helt, selvom han lå lige ved siden af mig.
Blev smidt hjem
”Bare rolig, det bliver bedre når vi flytter til Herlev” sagde sygeplejersken, da jeg fik at vide, at jeg skulle tage hjem og sove om natten. De første to dage havde jeg en seng på barselsafdelingen. Det var i sig selv lidt spøjst at være indlagt på en afdeling med en masse mødre, der kørte deres små (store i mine øjne) børn rundt i fine åbne vugger og jeg var der alene. Jeg var der dog kun når jeg skulle spise og bade og fik lov til at have sengen oppe hos Carlo om natten. Men det var kun de to første nætter. Derefter havde jeg en lænestol ved siden af hans kuvøse, som jeg også kunne få lov at sidde i om natten, hvis jeg ville blive, men der var ikke nogen mulighed for at blive indlagt. Der var to stuer på afdelingen, men det var for dem, som havde få komplikationer og kun skulle blive et par nætter. Logik?? For pokker aarr#??ggg!!!hhh**##
Jeg kunne ikke fatte, at jeg, som skulle være der for Carlo twentyfour-seven og kæmpe sammen med ham, bare skulle overlade ham til hospitalspersonalet om natten. Og jeg tudede… Det ville ikke hjælpe os, at de var forstående og glædede sig til, at det ville ændre sig når de indenfor det næste år ville flytte til Herlev (som de faktisk er gjort nu).
Til sidst var der nogle, der forbarmede sig og ringede rundt og fandt en drømmeseng og et tæppe. Så kunne jeg flytte rundt på hans kuvøse/vugge, stole etc. om aftenen, slå min drømmeseng op og i det mindst komme ned og strække mig i løbet af natten. Sådan boede vi de første par uger.
Senere fik vi en af stuerne på afdelingen og senere igen blev vi flyttet til mor/barn afsnittet og begge steder blev jeg indlagt sammen med ham.
INFO
Et for tidlig født barn er parat til at blive udskrevet når det kan spise al sin mad selv og tager på i vægt. Man skal forvente, at det er omkring terminsdatoen.
Dagsrytmen
De fleste dage startede med en blodprøve fra hælen og så stod den ellers på mad i sonden hver anden time. Hurtigt kom han over og lå ved mit bryst, så han kunne sætte duften sammen med, at han blev mæt. Og det hjalp selvfølgelig også på min mælkeproduktion. Efter han fik mad og havde ligget og sundet sig, skulle jeg malke ud til hans næste måltid. Og så var det faktisk blevet tid til mad igen. Man kunne ikke tale i telefon på afdelingen og jeg kom ud på etagens altan 2-3 gange dagligt for at aflytte telefonsvarer og tale med de allernærmeste. Det var mere eller mindre hvad jeg kom ud i det første stykke tid. Det var en meget lille verden vi levede i.
Kængurumetoden gav os begge ro og hjalp på Carlos vejrtrækning og puls.
I starten blev han overvåget nøje. Hans “tal”, som stod på en skærm ved siden af kuvøsen, viste bl.a. hans puls og hans vejrtrækning. Og den gik flere gange i rød og en høj skinger alarm startede. Sygeplejerskerne kom løbende og sørgede for at få ham til at trække vejret igen. Det var hårdt, men efter de første par gange lærte vi hvordan vi selv kunne stimulere ham, så vi kunne gøre det med det samme. De meget små børn “glemmer” åbenbart nemt, at de skal trække vejret. Det skete kun når han lå alene i sin kuvøse, og aldrig når han lå i kængurustilling på mit bryst, så det er endnu en god grund til at benytte sig af hud-mod-hud metoden.
Den dag i dag er han rigtig glad for den helt tætte kontakt. Han sover helst i mine arme i løbet af dagen eller hænger i en slynge/babysele på min mave.
INFO
Det, at et barn er for tidlig født, kan ofte påvirke udseendet. De ligger altid på maven og selvom det ofte er på en blød vandmadras, presser det hovedet og de kan få et smalt aflangt hoved. Desuden står deres øjne gerne lidt ud og det er noget de kan døje med i mange år.
Jeg vil i min næste posts skrive videre om, hvordan det var at være indlagt på hospitalet og lære Carlo bedre og bedre at kende. Og senere komme med nogle gode råd til de pårørende.
Skriv endelig en kommentar til mit skriv. Har du spørgsmål? Hvad undres du over? Glædes over? Har du prøvet noget lignende?
Sandra Septimius er til daglig account manager i et Københavnsk kommunikationsbureau. Hun er 36 år og bor sammen med sin kæreste i Sluseholmen i Københavns. Carlo er deres første barn.
Tidligere indlæg fra Sandra
Sandra har skrevet flere gode og spændende blogindlæg. Læs også (ældste indlæg er listet øverst):
Sandra skriver om for tidligt født baby
Sandra fortæller: Fødslen i uge 30 + 0
Måske du er interesseret i flere relevante artikler om samme emne:
- Sandra skriver om for tidligt født baby
- Liselottes første møde med sin søn i Etiopien
- Tidligt fødte har særlige behov i institutionslivet
- Gravid for første gang: Skiferien var last call
- Indlagt med præmatur baby: alene blandt en masse mennesker
- Mexico på godt og ondt – de første indtryk
- Lindas tvillingedrenge indlagt 6 uger på neonatal
Åååå hvor bliver jeg bare så rørt af at læse din historie, kan simpelthen ikke lade være at sidde med både tårer og glimt i øjnene.. hvor rammer det bare og hvor kan jeg bare genkende det, brugte 6 uger i sommers på neonatal med vores 2 drenge!!
Ku ikke lade være at smile, da du nævnte “tvillingemor med 3 flasker” – det kunne så have været mig;-) Og havde det på præcis samme måde i starten, tænkte, at jeg ALDRIG ville kunne lave så meget mælk til drengene:-D
Og det med at vænne sig til alarmer osv… puha, hvor er det egentlig sygt, at noget så unormalt, pludselig bliver normalt! Jeg har haft rigtig svært ved at tale med “udenforstående” om det, også tætte familiemedlemmer, veninder osv., er bare SÅ meget en anden verden, og virkelig svært at beskrive for nogen som ikke har været i det selv! Hvordan har I haft det med det?
Heldigvis havde vi en del på besøg, så de trods alt fik en idé om hvordan det hele så ud!
Har faktisk oplevet en del, som efterflg. har givet udtryk for, at de var meget nervøse for drengene og ikke troede de ville overleve – og ikke kunne forstå, at vi ikke havde det på samme måde… Må da indrømme, at vi var bekymrede, men har faktisk kun haft tanken een gang, hvor vores store dreng blev dårlig og efterfølgende konstateret staflykok-infektion – har I oplevet de tanker og hvad har I gjort ved dem?
Glæder mig til næste “afsnit” af din skønne drengs historie:-D
Hej!
Jeg vil bare lige gøre opmærksom på at;
Rafael Centeret http://www.rafaelcenteret.dk – er et tværfagligt center der tilbyder rådgivning, behandling + terapi for for tidligt fødte børn, unge og voksne samt disses familier.
Grunden til at jeg nævner stedet er, at man godt som forældre til et for tidligt født barn kan løbe panden mod muren i forhold til, når ens barn skal igang med instituationslivet m.m.
Og som det sidste….da det bl.a er vigtigt for præmatur børn at får ekstra stimuli på deres basale sanser, så vil jeg anbefale bogen:
“Hvis du ikke rør mig, så dør jeg” skrevet af Ylva Ellneby.
Den er god – basta!
Mange hilsner og forsat god dag
Hanne
Jeg forsøgte at skrive en kommentar til dit første indlæg, men jeg var simpelthen så rørt over din hånd på Carlos kuvøse, at jeg ikke kunne finde ordene og jeg bliver stadig rørt, når jeg læser jeres historie. Kan for øvrigt sagtens forstå, at I syntes at han var helt fantastisk sød og lækker selvom han var alt for lille. I er hans forældre og han er jo meget fin på sin egen lille måde.
Sidder og snøfter over dit indlæg – synes det er så sejt at du vil dele din oplevelse med os andre!
Kære Sandra (og carlo)!
Det er første gang, jeg læser et af dine blog-indlæg og jeg er rørt til tårer. Jeg har simpelthen siddet og hulket af gråd, mens jeg læste, hvordan I ikke måtte ae Carlo, da det var for voldsomt et sanse-indtryk!
Jeg har selv en datter på 7 måneder, hvor alt er forløbet normalt og jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hård jeres situation har været. Men mor-følelserne og ønsket om mest mulig omsorg, tryghed og kærlighed kender jeg!
Jeg sender jer al den positive energi, som jeg kan! Du har fandme kæmpet godt og jeg synes, at det er imponerende, at du kan føre en blog samtidig!
Kærlige tanker fra Malene
Tusind, tusind tak for jeres kommentarer. Jeg er helt rørt og meget glad for at høre at I finder det relevant.
> Linda. Rigtige gode spørgsmål og jeg sidder lige og skriver på næste uges indlæg og dine spørgsmål sætter det hele i et rigtig godt perspektiv, så jeg vil forsøge at svare der. Og tillykke med dine drenge!!
> Hanne. Godt du skriver det og jeg vil også senere komme ind på hvad vi gør for at stimulere ham ekstra og forsøge at forebygge senfølger, men det er en balancegang ikke altid at se ham som svag.
Jeg kender ikke den bog du henviser til og den gav mig en forfærdelig dårlig fornemmelse – det er da en forfærdelig, truende titel. Kunne den ikke have heddet noget positivt fx. “Hjælp mig ved at røre mig” … måske formuleret lidt smartere? Jeg har ikke lyst til at høre ordet ‘død’ i nogen som helst forbindelse med mit barn. Bare en tanke
Og til jer andre! Tusind tak for jeres søde ord og gode energi.
Hej Sandra!
Du må meget undskylde min ubetænksomhed – jeg skulle nok have ventet med min kommentar til senere…det er min fejl.
Dog vil jeg nævne – at vores datter Alberte (som nu er 6 år) kom ca. 6 uger for tidligt. Jeg ved godt, at det ikke kan sammenlignes med jeres oplevelser – men mere sige, at jeg/vi også har haft nogle oplevelser i forhold til at få et for tidligt født barn og hvordan forholder man sig lige til dette.
Forsat god dag.
Mange hilsner
Hanne
Åh Sandra. Jeg elsker at læse dine indlæg. Og hvor kan jeg da huske mit første møde med min lille baby. Mere end 12 timer efter fødslen fik jeg lov at holde hende første gang. Og jeg kunne næsten ikke bære at slippe hende igen. “Heldigvis” var jeg selv indlagt under hele forløbet, for jeg ville ikke kunne bære at tage hjem og sove – og bare efterlade hende alene på hospitalet. Efter 1 uge tog vi afsted i 2 timer – for at købe tøj. Og efter 2½ uge tog vi ud og spise frokost – og først der opdagede jeg til min store overraskelse, at det var blevet forår mens jeg havde været indlagt…
Og forresten – elsker dine billeder. Kan slet ikke se at din skønne dreng hverken er køn eller lækker…
> Hej Hanne,
Nej, nej, din kommentar var skam fin og godt at du slår på trommen for, at man skal stimulere børnene og at motorikken er enormt vigtig. Det er jeg helt enig i. Det var titlen på bogen, som jeg forestiller mig forplumrer bogens budskab. Ikke det du skrev. Og jeg er sikker på, at mine oplevelser sagtens kan sammenlignes med jeres med Alberte.
> Hej Lene,
Tillykke med jeres lille pige. Det er en mærkelig limbo at være i, indtil man kan have sit barn hos sig første gang. Som om at hovedet kan forstå hvad der er sket, men maven har ikke helt forstået det endnu.
I forbindelse med at ‘give slip’ så sagde plejepersonalet til mig at nu skulle jeg nyde, at der var barnepiger og at jeg kunne gå ud og lave noget andet – det lærte jeg nu ikke helt og kom som sagt også meget lidt ud. Tror nu at det for mange er det vigtigt at komme ud og der er desværre mange der ikke har muligheden for at blive – enten pga. deres egne omstændigheder, fx. større søskende eller også i de tilfælde hvor moren ikke kan få lov at blive, hvilke det tyder på er svært i mange andre lande.
Tak for jeres kommentarer.
Venlige hilsner
Sandra
Kommentarer
Følg os:
Seneste kommentarer
NYHEDSBREV
Dyk bare ned i arkiverne
Kategorier
Gode sider
Nyeste artikler
Mest kommenterede
Top kommentatorer