Jeg har lige ligget brak i fire dage med halsbetændelse, ond hovedpine og feber. Nu er hovedpinen og feberen heldigvis et overstået kapitel, men halsen er stadig langtfra sin normale standard. Av! Jeg spiste et stykke ristet rugbrød her til morgen. Dumt! Der er godt nok mange stygge kanter på sådan et stykke brød, når det skal igennem en øm hals. Som at spise en kaktus. Jeg fik pludselig stor lyst til ristet rugbrød, som jeg spiser ca. hvert halve år. Sjovt som ens “lystcenter” overtager fornuftens rationelle vej!
Det “værste” ved at have børn er, at man ikke længere kan tillade sig at være rigtig egoist-syg. Gemme sig under dynen, og ikke stikke snuden frem før man igen er frisk. Jo, måske kunne man lige vælte ud i køkkenet og brygge en kop the – og herefter ligge sig på sofaen og se dårlig tv. Med børn er du nødsaget til at “være noget for andre” uanset hvor skidt du har det. Forholde dig til, om strømperne skal være røde eller blå, kommentere den sidste kreation fra børnehaven og ligger du på sofaen, er det i børns hoved en selvfølge, at du må hoppes på. Støn! Og fjernsynet; næ nej, der skal ikke køre “syge-tv” i form af gamle amerikanske serier. Nix. Tegnefilm har til enhver tid 1. prioritet (her erkender du, at du har fejlet i din opdragelse).
Der findes kun én ting, der er værre end at være syg med børn på matriklen. Og det er, når børnene er syge samtidig med dig. Den er grum! Vi oplevede det sidste år, hvor Alberte havde et maveonde. Da hun var ved at være frisk, så røg faren og jeg ned med maveonde. En kusine meldte sig på banen til at passe Alberte, og hun blev da også straks smittet med maveonde. Så er det altså svært at afsætte et barn… “Vi er syge, vil du passe vores barn. Der er 100% smitterisiko!”. Øhh… nej tak, vi har så meget i kalenderen… Helt forståeligt!
Jeg har helt glemt hvor forfærdeligt, man har det med halsbetændelse. Ingen søvn om natten, og generelt bare rigtig skidt tilpas. Jeg burde selvfølgelig have taget til lægen i mandags. I stedet for at sidde her torsdag, og synes, at jeg da er bedre, men langt fra helt rask. Jeg havde det bare så skidt mandag, at jeg ikke kunne overskue turen til lægen, køen hos lægen, hjemturen fra lægen!
I stedet spiste jeg kodimagnyler som slik, og det gik lige i mælkebaren, så Andrea fik tynd mave. Øv! Men her var det vigtigst, at mit hoved ikke eksploderede!
Alberte er børnehave. Heldigvis. På sygedage er det absolut målet af have mest mulig alene-tid, men det har man ikke, når man er på barsel… Faren har godt nok været sød og holdt halve fridage, og forsøgt at hjælpe mig bedst muligt på hjemmefronten med lillesøster. Men når man er 3½ måned, så er der bare et par ting, som kræver mor på banen. Bl.a. amning. Der er ikke andet for end at hanke op i sin sølle krop og levere varen!
Børn skal ikke være ret gamle, før de er hensynsfulde, når forældre er syge. Alberte vimsede rundt og ville gøre alt for mig imens hun snakkede løs (hun kunne jo ikke vide, at jeg egentlig bare helst ville være i fred…). Baby Andrea har ikke været anderledes. Hun er for lille. Og dog, hun har sovet meget mindre end hun plejer. Lige nøjagtig nu, hvor jeg kunne bruge laaange middagslure! Det tilskriver jeg nu de hamrende håndværkere inde hos naboen! Andrea har nok også syntes, at jeg har været påfaldende tavs. Jeg har ikke været i humør til “small talk” og babypludder… det gjorde simpelthen for ondt i min hals at åbne munden. Stakkels baby. Jeg håber at være stærkt tilbage i morgen. Så skal alle i familien få en masse snak! Som forhåbentlig også kan kompensere for min smådårlige samvittighed over at have ønsket dem langt væk de sidste par dage… Selv om man er mor, er man nu engang sig selv nærmest, når man er syg. I hvert fald i tankerne. I praksis med børn i huset = ikke muligt. Jo måske, hvis du havde bedsteforældre boende i baghaven? Vores bor 5 timer væk, så de kommer ikke lige forbi og aflaster et par timer. Måske når de går på pension? Det tror jeg.
Men skidt. Inden længe er jeg frisk igen, og så er al besvær glemt.
