Umiddelbart er ønsket om kejsersnit ikke for nedadgående. Et par gange om året udsendes nyheden “flere vil have kejsersnit”. Er min oplevelse. Således også i dag. Men nu er der sket endnu en stigning. Endnu flere kvinder vælger nu kejsersnit. På grund af frygt. Frygt for at barnet sidder fast, ikke får ilt nok eller frygten for eget ødelagt underliv.
Født ved kejsersnit. Billedet er fra Hillerød Hospital.
En og anden kampagne pro almindelig fødsel må have fejlet. Eller har jordemødre og læger ikke ressourcerne til at fremlægge fordele vs. risici ved kejsersnit (IKKE akut kejsersnit – kun planlagte) vs. almindelig fødsel? Men er det i grunden benhårde fakta, der gør en forskel? De gravide føler sig utrygge. Det er bevist på Herlev Hospital, at tryghed får antallet af kejsersnit til at falde.
Se rigtig godt nyhedsindslag på DR update
Hvilken fødsel valgte du?
Hvordan valgte du at føde? Dvs. så godt som man nu kan vælge… Hvorfor valgte du en almindelig fødsel? Hvorfor valgte du et planlagt kejsersnit? Hvorfor gik du evt. fra din beslutning om kejsersnit til alm. fødsel? Hvad gjorde en forskel?
Relaterede artikler
-
Få en fødeplan og undgå kejsersnit
Hvis vi gør noget ekstra for de fødende kvinder og deres mænd, får vi færre kejsersnit og mere tilfredse forældre. … Læs resten
-
Gitte i USA: Dét kejsersnit havde vi ikke planlagt
Jeg skrev en mail til Gitte i sidste uge. Mit urolige “mormor-gen” begyndte at røre på sig. Syntes Gitte havde … Læs resten
-
Sådan vælger du vuggestue
Hvad skal du egentlig gå efter når du vælger vuggestue? Valget skal tages inden dit barn er 4 mdr. (i … Læs resten
-
Børneteater – den ægte vare sælger stadig
Børneteater er fantastisk! Og det fænger børnene på en helt speciel måde. Jeg blev slet skjult glad over vores 3-åriges … Læs resten
-
I vælger bare – om adoption
”I vælger bare – jeg kan lide børn fra alle lande,” sagde jeg – en kende naivt skulle det vise … Læs resten
-
Stadig en sild: Badedragt og tankini til gravid
Der var engang, men SÅ… Nej! DU kan stadig være den lækreste på stranden eller føle dig smart i svømmehallen. … Læs resten
-
Sådan vælger du cykelstol til baby
Der findes rigtig mange cykelstole at vælge imellem, og det kan være svært at finde ud af hvilken der egentlig … Læs resten
Er helt overbevist om at det vil fortsætte med at flere og flere vælger kejsersnit. Når nu det er muligt. Men synes nu at det er lidt en luksus ting bare at kunne vælge frit, når der intet er i vejen for en naturlig fødsel. Hvis nogle her står og overvejer om de skal vælge kejsersnit, så prøv at kigge på listen over de risici der kan opstå
Jeg tror desværre det er en samfundsudvikling, alt skal passes og plejes så frygtelig meget og intet må mærkes på sind eller krop.
Jeg forstår sagtens de som får kejsersnit, fordi der er opdaget noget under graviditet der kan give problemer under fødsel, eller hvis noget går galt under fødsel og der må laves indgreb.
Jeg valgte selv at føde naturligt, det tog lang tid og gjorde da pokkers ondt..men jeg tror der er en mening med, at vi mennesker skal ud den vej..tror det har stor indflydelse på vores psyke…og jeg gør det samme næste gang. Og jo jeg var da også bange…tænkte på alle de historier man høre og hvad hvis noget nu skulle gå galt..
Hvorfor skal vi vælge den lette vej, bare fordi vi kan????
Jeg håber så aldrig den dag kommer, hvor alle maskiner, transporter, medicin og IT ikke virker.
FOR SÅ ER VI MENNESKER PÅ RØVEN!!!
Skal vi ikke stadig som mennesker tage ansvar og vedholde den natur vi kommer fra og selv udvikle mennesker og det som mennesket skal overleve på..alt det basale.
Jeg syntes det er en skræmmende udvikling.
Her er en interessant artikel om emnet:
http://www.fogf.dk/News/Debatindlag_17mar10.php
Puha… Sikke lange indlæg.. Det er nok også svært andet, da det at få et barn jo er en kæmpe oplevelse, hvadenten det er foregået vaginalt eller ved kejsersnit! =0) Jeg vil ikke tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert, da jeg mener, det er op til den enkelte OG, at det skal vurderes i forhold til babys placering og tilstand. Når det er sagt, vil jeg fortælle jer alle lidt om min helt fantastiske fødsel!
Hele min graviditet forløb uden problemer, kun lidt ryg- og lændesmerter allersidst i forløbet, hvilket vist ikke er værd at brokke sig over. Min mand og jeg er selvstændige, så jeg arbejdede med de lettere opgaver helt frem til omkring 2 uger før termin. (Det bør jeg vist ikke skrive i forhold til barselsaftaler m.m. ;0)) Jeg var -som de fleste vordende mødre- vist igennem alle forestillinger omkring fødslen, også hvorvidt det skulle være kejsersnit eller “normalt”, om jeg så må sige.
Mine overvejelser endte med en planlagt hjemmefødsel! Vi lånte et kæmpekar på Roskilde sygehus, som var skønt at dase rundt i. Desværre var det ikke ligefrem fødselsfremmende, så jeg blev hevet op igen og måtte føde på en luftmadras.
Jeg havde allieret mig med min søster og mor og mand, selvfølgelig og ringede så til hospitalet, da vandet gik og jeg havde et “acceptabelt” interval mellem veerne. Efter noget tid (husker ikke hvor længe, men synes, det var laaang tid) ringede jordemoderen så på døren. Jeg løb desværre ind i et vagtskifte, så jeg havde ikke den samme under hele forløbet, men hvem har det?
Vandet gik kl ca 23.55 og kl 07.10 lå jeg med den skønneste søn i armene på 4100g. Fantastisk oplevelse.
Når man er hjemmefødende, kan man ikke få tilbudt andet smertelindrende end akupunktur og massage. Jeg havde selvfølgelig takket ja til begge dele, men min konsulterende jordemoder havde glemt at skrive det i papirerne, så jeg fik kun massagen stillet til rådighed, men jeg er heller ikke så god til nåle, så jeg er ikke sikker på, jeg havde taget imod det… Hvor om alting er, synes jeg, at en fødsel (når den forløber så nemt) er en fantastisk oplevelse, hvor alle livets følelser vist er indblandet! ;0) Det værste ved en fødsel er vist dagene efter! SKØNT at sidde med den lille brumbasse i armene, men et helvede at rende rundt med kæmpeble/anderumpe og ligne en, der har skidt i bukserne…. i slowmotion vel at mærke… =0(
Jeg fødte min ældste søn efter at have prøvet hvad der findes af smertelindring, og hip hip for epiduralen… Bassen kom ud(efter 24 timer), og vejede knap et kg. mere end JM havde tippet, han var 4720g.
-Gudskelov sprækkede jeg ikke!!
Da lillebror var på trapperne frygtede jeg at han skulle blive større, men alle slog det hen, og sagde “bare rolig han er ikke så stor” Fint tænkte jeg, så tager vi en alm. fødsel igen!
Igen havde Jm tippet helt galt, basse nr.2 vejede også knap et kg. mere, han vejede 5340g. Han kom ud efter 4 timer, uden smertelindring av-av-av!
-Gudskelov sprækkede jeg heller ikke denne gang!
Da vi blev udskrevet (man bliver indlagt, når man føder store børn!!)sagde lægen at normalt bliver man tilbudt kejsersnit ved så store børn….tak for budet!
Jeg er egentlig glad for at jeg ikke blev tilbudt et ks, fordi det nu gik så fint, men havde bassen siddet fast, eller jeg var bristet så havde min opfattelse nok været en anden!
Jeg gjorde min jm opmærksom på at når en gravid er nervøs for størrelse/evt.bristninger, bør hun tage det alvorligt da jeg følte at jeg blev fejet lidt af, som værende urolig for noget som ikke ville ske, men han var jo kæmpestor!!
Jeg synes det er svært at generalisere, men hvis det er fordi kvinden er bange for smerten, så er det en lidt fesen grund til at få ks! Men vi er jo forskellige, og det er vores ønsker omkring fødsler jo også!
jeg har ammet begge mine børn efter kejsersnit helt uden problemer, ikke engang sår eller ømme bryster. begge børn er sunde og raske uden åndedrætsproblemer eller lignende. de vejede også begge ca 4 kilo ved fødslen;0) alle overlægerne jeg talte med sagde, at kejsersnit er et lille indgreb, fuldstændig rutine. så pas på med de skræmmekampagner.
men endnu en gang: tag jeres egen beslutning ud fra, hvad der er bedst for jer og jeres familie!!
jeg synes, at det virker som om, at dem som er “imod” planlagt kejsersnit, er dem som aldrig har prøvet at få et kejsersnit. min første fødsel endte i akut kejsersnit, efter en epidural blokade som blev lagt forkert og derved lammede hele min krop. mine veer stoppede og mit barns helbred var i fare, også mit eget. før jeg fik min dreng havde jeg aldrig tænkt på kejsersnit, men efter hans fødsel gik der 5 år før jeg “turde” blive gravid igen. under min anden graviditet blev jeg mere og mere bange for fødslen for tænk, hvis det endte på den samme måde og det ikke endte godt ( for det gjorde det heldigvis 1. gang). efter mange samtaler med jordemoder og overlæger fik jeg et planlagt kejsersnit. to kejsersnit er super hårdt for kroppen og det er ikke noget, som jeg vil anbefale, for der er absolut ligeså mange smerter, hvis ikke flere end ved almindelig fødsel. de varer jo i mindst en uge. men heldigvis har jeg fået to vidunderlige unger og et fint ar til minde om strabadserne.
jeg tror, at rødstrømperne kæmpede for kvindens rettighed til at bestemme over deres krop og ikke bare at være “naturlig”.
men tal med lægen og jordemoderen og andre som har fået kejsersnit, før i tager beslutningen.
allervigtigst: tag jer ikke af folk som fordømmer jeres beslutning, andre ved ikke, hvad der er bedst for lige præcis dig og din familie. vh ninne
Jeg synes altså generne ved et kejsersnit bliver kraftigt overdrevet – og af dem, der ikke selv har prøvet det.
Ja, man får lagt kateter under kejsersnittet, men det kommer ud straks efter og ja, man er øm i understellet, men må altså bære sit barns vægt (her 4 kg), jeg bærer ikke så tit noget der er tungere… – men jeg kender også piger, der dårligt kunne sidde ned i mange uger efter en alm. fødsel. For ikke at snakke om hende med blodtransfusion efter stort blodtab, syninger med bedøvelse fra navle og nedefter, operationer for at få underlivet til at se rimeligt ud, sugekoppers bieffekter osv osv. Jeg er enig i, at den slags historier er fuldstændig tåbelige at fortælle en, der står over for sin første fødsel. Helt på samme måde som jeg ikke mener man skal dramatisere kejsersnit mere end højst nødvendigt.
Jeg valgte ikke selv mit kejsersnit, men synes altså ikke det var noget at snakke om bagefter…
Jeg synes Cara’s indlæg giver/bør give stof til eftertanke. Jeg tror virkelig ikke på, det er ret mange der vælger et kejsersnit som en let løsning. Er en alm. fødsel en ‘let’ løsning?
Jeg synes det er vigtigt at tænke på at kroppen er bygget til at føde vores skønne børn.
Da jeg blev gravid var jeg fast besluttet på, at fødslen skulle gå så naturligt som muligt, medmindre at der opstod komplikationer. Jeg ønskede ingen form for bedøvelse overhovedet.
Jeg var så heldig at min graviditet og fødsel forløb uden nogen komplikationer. Dog blev ønsket om at samarbejde med min krop under hele fødslen hindret en smule, da jeg var ved at føde hjemme på badeværelses gulvet, da jeg som førstegangsfødende jo skulle nå et vist interval, når vi spurgte jordmødrene, jeg nåede dog aldrig intervallet og afsti afsted med ambulance.
Personligt synes jeg ikke, at vi gravide kvinder skal kunne vælge forud for fødslen om det skal være naturlig fødsel eller kejsersnit. Jeg tror helt klart på, at der er en årsag til, at fødslen er, som den er både for kvindens krop, men også for barnet (som fakta forelægges af jordmoderforeningen). Derfor synes jeg, at kejsersnit kun bør være en mulighed ved komplikationer.
Jeg synes at det er rigtig ærgeligt at mange ser kejsersnit som et helt legalt “get out of jail card”…specielt set i lyset af at folk ikke aner hvad de går ind til – hvorfor frygte noget man ikke kender til ?
Jeg har mere forståelse for at det vælges 2. eller følgende gange hvis der har været større komplikationer men ellers ikke.
Jeg har selv født begge børn vaginalt uden nogen form for smertestillende midler (og nej det er ikke fordi jeg sværger til det fodformede eller hippieagtige) men jeg ville næsten hellere tygge min ene arm af end at skulle have en stor fed nål ind i ryggen…men det er bare mig.
Jeg har på intet tidspunkt fortrudt min beslutning og synes at begge fødsler var en kæmpe oplevelse. Ja der er smerte men det er trods alt så relativ kort tid selve fødselsforløbet står på og selv ved kejsersnit slipper man jo ikke for veerne som til tider faktisk kan føles værre.
Det er en fantastisk forløsning når barnet er ude og så “kicker” endorfinerne ellers ind og smerten er væk næsten som dug for solen – det er faktisk ret vildt. Min personlige overbevisning er at kroppen er skabt til at børn skal ud denne vej (så vidt det er muligt selvfølgelig) – det er en vigtig process for barnet der jo også gør sig klar over tid til at komme ud i verden i stedet for at bliver revet intetanende ud af sin hyggelige hule.
Jeg mener også at have læst at det er sundest for barnet at komme ud gennem “fødselskanalen” så lungerne på naturlige vis bliver trykket sammen og vand m.m. trykkes ud. Jeg tror også at ens egen krop får sendt nogle andre signaler om at nu skal det hele til at trække sig sammen igen og mælken skal holde sig klar (dermed ikke sagt at man ikke kan amme efter et kejsersnit fordi mælken ikke melder sig)
Sidst men ikke mindst skal man jo også lige holde in mente at et kejsersnit ikke er noget lille indgreb. Det er en operation på lige fod med andre typer operationer og de ricici der er forbundet med en sådan. Der skal lægges kateter i blæren efterfølgende og man må ikke bære andet end barnet i en rum tid. Mavemusklerne kan efterfølgende også være blevet beskadiget så de er svære at genoptræne.
Der er jo sådan set også et øknomisk aspekt i det mht. at få foretaget et kejsersnit da det kræver betydelig flere ressourcer i form af narkoselæger, operationssygeplejesker mv.
Når alt det er sagt så synes jeg også at det er rigtig ærgeligt at mange kvinder føler trang til at dele de aller værste historier men en højgravide førstegangsfødende – det er sgu da nedrigt ud over alle grænser. Man står jo ligesom der hvor der er “point of no return” og ud skal den jo ligesom !!!
Jeg er fuldstændig enig i at systemet fejler stort ved ikke at give mere ro og tryghed til den højgravide – mange besøg er sparet væk og man aner ikke hvem man kommer til at føde hos.
Med mit andet barn oplevede jeg 4. vagtskifte på 5 timer – det er sgu’ ikke i orden – slet ikke hvis det havde været min første.
Dette er så absolut blot et udtryk for mine egene holdninger men jeg har respekt for at systemet lader det være op til den enkelte hvad man er tryggest ved. Held og lykke med dit valg
Jeg har ikke født endnu, men har termin i næste uge.
Til gengæld har jeg, helt fra starten af min graviditet, gjort mig mange tanker omkring fødslen . Jeg vil helst føde naturligt, da jeg mener, der er nogle ting både barn og mor skal igennem for at blive klar til det nye liv. Til gengæld har jeg da også været grebet af angst og panik over alle de “krigshistorier”, jeg har fået fortalt. På et tidspunkt begyndte jeg at bede folk holde dem for sig selv, eller simpelthen forlade lokalet, når de begyndte at dele ud af deres skrækhistorier – for jeg kan ikke bruge dem til noget. Ofte er de der historier om fødsler på 48 timer også dybt overdrevne og et tegn på, hvor lidt kontakt vi efterhånden har med vores kroppe – når jeg har talt med fagpersoner, har de hver gang fortalt, at det er meget normalt, at man ikke går i fødsel med det samme, selvom man får veer, og så er det bare om at vente. Man er ikke i fødsel i 48 timer, det er der bare rigtig mange der tror. Samtidig bliver mange grebet af usikkerhed og angst over ventetiden og det ukendte, det at man ikke ved, hvornår det sker og hvad man kan gøre, og så er det, det for alvor begynder at gøre ondt…
Jeg tror også systemet har en hel del at gøre med den angst der i dag er overfor det at føde. Helt ærligt, der hvor jeg skal føde, findes der kun fødselsforberedelse i store auditorier fyldt med angste mennesker med angste spørgsmål. Der er ikke længere tid i det offentlige til at oprette hold, hvor man får snakket fødslen igennem stille og roligt, øvet vejrtrækning og tryghed, og det er bare så ærgerligt! Så kan man gå rundt derhjemme og læse alle mulige beretninger og høre på venindernes og mødrenes skrækhistorier og hidse sig op. Så hvis hospitalerne synes det er så stort et problem, at så mange i dag vælger kejsersnit for at undgå smerterne, så synes jeg til gengæld de skal starte med at kigge på, hvad de selv tilbyder i dag…
For at berolige mig selv, har jeg købt et fødselshypnose-program på nettet, som har hjulpet mig rigtig meget til at slappe af overfor tanken om smerte – ligesom det har støttet mig i min tro på, at min krop ved, hvad den skal gøre, den er designet til at kunne det her. Jeg har også læst en gammel og meget klog bog, som hedder “Fødsel uden smerte”, og lavet de øvelser, den anbefaler. Så nu føler jeg mig rigtig godt forberedt og håber jeg får en fødsel uden smerte – uden brug smertestillende midler, men i stedet med brug af de teknikker, jeg har indøvet. Det bliver super spændende at se, hvordan det virker, og jeg glæder mig til at tage aktiv del i min fødsel!
Jeg fik kejsersnit med mit første barn fordi jeg lider af vaginisme. Og i mit tilfælde var det ikke angsten om at noget skulle komme ud den vej, men jordemoderen som skulle ind “den vej” for at tjekke. Jeg fik en del samtaler med jordemoder, fødselslægen og til sidst en urolog netop fordi jeg håbede alligevel at kunne føde vaginalt fordi der ikke er noget fysisk galt med mig. Det blev så et kejsersnit, da hospitalet ikke ville give en epidural uden at kunne tjekke hvor udvidet jeg var.
Jeg synes det er meget tabu-agtigt at tale om kejsersnit. Folk vil jo gerne have man gør som alle andre og det som “naturen har skabt en til”. Jeg fik endda kommentarer fra præsten længere ned af vejen – “nå det var da en nem løsning – passede det bedre i jeres sommerplaner?”.
Nu som gravid med barn nr. 2, sendte jordemoderen mig direkte til lægesamtale – hun var helt forstående. Lægen havde dog mindre forståelse og da vi skulle tale datoer spurgte han sarkastisk “Passer det i fruens kalender?”.
Selve at føde ved kejsersnit var en fantastisk oplevelse for mig og min mand. Jo der var lidt smerter de første par uger, men ikke værre end nogle i mødregruppen som havde født vaginalt.
Vaginisme er en pinlig lidelse i forvejen som har givet en del udfordringer i min over 10-års ægteskab. Jeg synes det er uretfærdigt at man nærmest føler man svigter alle fordi man vælger kejsersnit. Efter en fødselsdepression dels pga. min opmærksomhed på andre folks meninger, var jeg nødt til at komme til en erkendelse af at mit dejlige barn er ikke mindre elsket pga fødsel ved kejsersnit, og jeg er ikke en dårlig mor fordi jeg ikke havde en vaginal fødsel.
Jeg fødte min datter naturligt og havde overhovedet ikke overvejet andet. Som andre har skrevet, så er det jo sådan vi er blevet skabt. Jeg er fuldt forstående overfor alle dem, som må igennem kejsersnit pga forskellige forhold, som ikke muliggør en alm. fødsel, men jeg forstår faktisk ikke dem, som vælger kejsersnit, bare fordi man idag har den mulighed, når der absolut ikke er nogen grund til det. Ja, gu gør det ondt, men så er det heller ikke værre (uden at lyde for nedladende).
Jeg har ufatteligt nok flere veninder og kollegaer, hvor akut kejsersnit er blevet slutresultatet end dem, der har haft en naturlig fødsel, og jeg har ikke hørt en eneste sige, at de ingen problemer havde bagefter. Nogle af dem har bestemt heller ikke hørt til de mest opløftende kejsersnitshistorier for at sige det mildt, så jeg vil nok sidestille deres historier med mange af de historier, man hører om hårde, smertefulde naturlige fødsler. Det gør nok også, at jeg var og stadig er rædselslagen ved tanken om kejsersnit. På mange måder forstår jeg slet ikke, at nogle ikke vil føde naturligt, men jeg prøver også at vende den om og sige, hvis de er lige så bange for fødsel, som jeg er for kejsersnit -hvad ville jeg så gøre i deres sted?
Jeg venter tvillinger nu og er ikke et sekund i tvivl om, at hvis der bare er den mindste chance for normal fødsel, så er det bestemt den vej, de skal ud. Det er nu engang også den bedste måde for et barn at komme til verden på. Jeg har også talt med jordemoder om, at jeg for alt i verden vil undgå kejsersnit, så jeg håber de vil lægge sig optimalt. Det jeg faktisk er mest træt af ved at vente tvillinger, det er folks spontane kommentar hver eneste gang: ‘Nå, så skal du ha kejsersnit’. Nej, hvorfor skulle jeg dog det, bare fordi der er to??
Men jeg ved godt, at i mange tilfælde kan man ikke selv vælge, og der er det godt, at lægevidenskaben kan hjælpe os på vej -bare det ikke bliver løsningen pga. uvidenhed. For de kvinder der trods god oplysning og samtale stadig vælger kejsersnit uden en egentlig årsag, så må jeg bare vælge at tro, at de er lige så bange for fødslen, som jeg er for kejsersnittet.
Jeg har født tre børn helt normalt og har aldrig overvejet kejsersnit. Min første fødsel var meget lang og smertefuld, derfor valgt jeg anden gang at få en epidural bedøvelse. Begge disse fødsler gik uden komplikationer. tredie gang blev jeg sat igang 48 timer efter vandafgang og var flere gange tæt på at få lavet akut kejsersnit da knægten havde det meget dårligt i perioder og fik for lidt ilt. Efter ti timer blev han taget med sugekop og mit underliv blev helt ødelagt, når jeg tænker tilbage på denne fødsel forstår jeg ikke at de ikke tog ham ud noget før, så vi havde undgået sugekoppen, da jeg idag har mange gener og ønsker jeg flere børn, bliver det ved kejsersnit ikke efter eget valg men pga et lægeligt skøn, da mit underliv ikke kan klare flere fødsler….
Jeg valgtee vaginal fødsel, og jeg glædede mig rigtig meget. Jeg vidste ikke hvad der ventede mig som førstegangsfødende, men jeg endte med en drømmefødsel der kun tog 10 timerfra første ve og jeg nåede kun at være en time på fødestuen. Da fødslen var overstået var jeg klar til at føde igen med det samme, så jeg vil helt klart også føde sådan næste gang, selvom det jo ikke er sikkert det går ligeså nemt der.
Jeg havde egentlig slet ikke overvejet for eller imod noget som helst – tror det i min verden bare var naturligt at føde vaginalt, i hvert fald som udgangspunkt. Var bekymret for det, men beroligede mig selv ved tanken om, at jeg jo altså ikke var den første i verden til at føde tvillinger! Desuden kan jeg på ingen måde se det “smarte” i at gennemgå en operation, som ikke er strengt nødvendig!
MEN man har jo et udgangspunkt til man tager et nyt… eller noget;-) Lægen + drengene ville det anderledes, de kom ved kejsersnit 8 uger for tidligt, dels fordi de begge vendte forkert, dels fordi ham der lå bagerst/øverst var dårlig og lægen mente ikke han ville kunne klare at gå igennem 2 presseperioder – så kejsersnit blev det!
Har ikke noget at sammenligne med, men hvis man frivilligt vælger kejsersnit for at undgå smerter, er jeg totalt uforstående!! Der gik 2 døgn før jeg kunne rejse mig op og stå “strakt ud” – skulle jeg på et tidspunkt have flere børn, vil jeg som udgangspunkt satse på vaginal fødsel!
Super saglig kommentar, Jeanne!
I bund og grund er det vel ikke så underligt, at nogle vælger planlagt kejsersnit.
Personligt har jeg hørt rigtig mange beretninger om time – ja, døgn-lange fødsler i et ubeskriveligt smertehelvede. Og i nogle tilfælde er den lange og udmattede kamp endt med et akut kejsersnit. Et kejsersnit, der nærmest er kommet som en befrielse, som jeg hører det.
Til gengæld har jeg aldrig hørt om planlagte kejsersnit, der er gået grueligt galt.
Hvis de fleste vordende mødre har samme indhold i rygsækken hvad angår fødselsberetninger, som jeg har, så kan jeg ikke se skævt til de, der foretrækker et kejsersnit.
Jeg mener ikke man skal male fanden på væggen ved at fremhæve de ulykkelige historier der (måske) også findes ved kejsersnit, men man må informere sagligt om fordele og risici ved såvel naturlig fødsel som kejsersnit.
Og så må kvinden lægge disse oplysninger på vægtskålen sammen med de følelser og præferencer hun ellers har inden hun vælger.
Jeg læser Rikke’s “Har man sagt a må man også sige b” som “Hvis man ikke vil føde, skal man lade være med at blive gravid”.
Jeg synes ikke man bør nedgøre folk for at vælge kejsersnit “bare fordi de er bange for smerten” – vi har alle forskellig smerte-tærskler, nogle har en en begrænsende angst for at flyve, andre er skrækslagne for edderkopper r og andre igen må have beroligende medicin før de skal til eksamen.
Vi må respektere hinandens grænser og bare glæde os over, at angsten for at føde ikke betyder at man så må fravælge at få børn, og over at der findes en “nødudgang”.
Louise, jeg synes du overdriver en kende med dine udtalelser om kejsesnit. Jeg havde absolut ingen problemer med mit sår, som var var vokset sammen på under en uge. Jeg kunne sagtens løfte – inden for rimelighedens grænser – men sådan er det for alle nybagte mødre, jeg fik kun smertestillende mens vi var på sygehuset de første par dage og mener jeg var mere end 100% tilstede ift. mit barn! Der er også en del risici ved en normal fødsel, men det er så bare anerkendt som mere ‘okay’ fordi det nu er ‘naturligt’.
Jeg er hverken for- eller ‘frataler’ mht kejsersnit, jeg mener det i den grad er op til den enkelte, hvad det føles mest rigtig – når man vel at mærke selv kan vælge.
Jeg gad godt at vide om den undersøgelse tager højde for alle os, der fik kejsersnit fordi det ville være for farligt, for mor, barn eller begge, at føde vaginalt….
Jeg er jo ikke med i kejsersnit-statistikken fordi jeg selv har valgt det.
Jeg fødte min store pige ved akut kejsersnit, da det viste sig at hun lå omvendt med det ene ben klar til at komme ud. Jeg havde ellers planlagt en helt “almindelig” fødsel.
Nu venter jeg barn nr. 2 og har 6 uger til termin. Jeg bliver tjekket jævnligt for om barnet har vendt sig og det har hun. Så jeg kan heldigvis få lov til at føde hende
og komme udenom kejsersnittet denne gang.
Jeg glæder mig meget til at få fødselsoplevelsen – og ikke “kun” veerne som jeg havde sidst.
Jeg vil ikke tale dårligt om et kejsersnit, for vi havde en rigtig god oplevelse – og min mand fik lov til at have den helt intime første kontakt med vores datter, første bleskift osv.
Men jeg vil nu gøre alt hvad jeg overhovedet kan for at kunne føde denne gang. Jeg tror på, at det er bedre for barnet at komme ud den vej, som kroppen nu engang er indrettet til at få dem ud.
At det samtidig kan lade sig gøre at min rigtig gode veninde skal være jordemoder under fødslen gør jo kun det hele meget bedre.
Så jeg glæder mig til denne oplevelse – og jeg ved selvfølgelig også godt, at det bliver hårdt
Jeg fødte min datter på Frederiksberg Hospital i januar 2009. Jeg var til alle jordemoder-tjek, læste en masse artikler på nettet og Poltikens store graviditetsbog samt var til fødselsforberedelse. Fra starten havde jeg den holdning at vi kvinder er skabt til at føde ‘den rigtige vej’, så selvfølgelig skulle jeg også det. Min drøm var en fødsel i vand uden anden smertelindring end akupunktur.
Men sådan kom det ikke til at gå. Jeg gik næsten to uger over terminen, havde influenza i ugen op til fødslen og et blodtryk der var alarmerende højt de sidste par uger. Jeg havde veer i hvad der føltes som hundrede år, fik morfin og 2x epiduralblokade, og der skete intet – tværtimod, så begyndte fødslen at gå i sig selv. Efter næsten 2 døgn uden megen søvn og smerter fik jeg at vide at det bedste ville være et akut kejsersnit. Jeg blev virkelig ked af det og havde svært ved at falde til ro efter den besked, for det var jo slet ikke sådan jeg havde planlagt det. Da min datter blev taget ved kejsersnit hørte vi lægen sige at navlestrengen var viklet to gange rundt om hendes hals, og efterfølgende har vi snakket med jordemoderen, som har sagt, at det var den helt rigtige beslutning, der blev taget. Hun sagde desuden at jeg sagtens kunne føde normalt, hvis jeg blev gravid med barn nummer to.
Når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt se at kejsersnittet var det rigtige at gøre i denne situation, men jeg ville aldrig vælge at få et planlagt kejsersnit, medmindre at det var fordi mit bækken ikke er stort nok / at barnet havde problemer e.lign medicinske grunde. Et kejsersnit er ikke noget man ‘bare’ får fordi man er bange for smerten. Ja, man kan risikere at revne fra ende til anden under en vaginal fødsel, men man glemmer at efter et kejsersnit, så skal såret heles. Man må (kan) ikke løfte noget i flere uger efter, man proppes med smertestillende, så man går rundt i en døsig tilstand og man kan ikke være 100% til stede for sit barn.
Jeg vil for alt i verden ikke anbefale et kejsersnit, medmindre der en reel medicinsk grund til det.
Jeg fødte på Herlev, og var aldrig i tvivl om at jeg skulle føde normalt. De var super gode til at informerer om fødsels forløbet, og alle de mange måder man kan få smertelindring på
Jeg tænkte også på at et kejsersnit er en operation, og der er altid visse rissisi ved operationer, og dem ville jeg ikke udsætte mig selv for, hvis jeg kunne undgå dem.
Jeg havde selv en ide om at jeg ville prøve uden alt for meget smertelindring, og det blev heller ikke til andet end lattergas, for fra jeg ankom til sygehuset til Sigrid var født, gik der kun 2 timer og 20 min. (Fødslen tog ialt kun 4,5 time). Jeg syntes selv at jeg var heldig, for der var mange fra mit jordmoder hold som endte med akut kejsersnit, og jeg var selv blevet lidt urolig for at det også skulle ske for mig.
Jeg vil altid anbefale at føde normalt, hvis der er mulighed for det. Men der kan jo være situationer, hvor det er nødvendigt med kejsersnit, og så er det godt at det kan udføres rimeligt nemt og med stor ekspertise her i landet. Jeg syntes at fødestederne kan lære meget af Herlev, og de burde informerer bedre, inden de bevilger et kejsersnit, “bare” fordi den gravide er bange for smerten.
Jeg havde gennem hele graviditeten slet ikke været i tvivl om at jeg skulle føde normalt, men ved det sidste jordmoder tjek 1 uge inden termin opdagede hun at Mille havde vendt sig om så hun hun “stod” op. Dagen efter prøvede de at få hende vendt (av av) men hun ville ikke rykke sig en millimeter, så fik planlagt kejsersnit til ugen efter, da de helst ikke vil have en sædefødsel for en førstegangsfødende. Jeg lyttede til dem, da de jo nok har lidt mere erfaring på det punkt
Men den næste regner jeg da, hvis muligt, at skulle føde normalt.
Jeg har altid hadet tanken om at føde men omvendt ikke været i tvivl om, at jeg ville føde mit eget barn. Jeg er typen, som altid har slået væk, når der blev vist fødsler i tv. Typen, som føler smerte, når andre slår sig, som ikke kan klare tanken om en nål og altid er blevet dårligt ved det mindste lille stik hos lægen. Alligevel har jeg aldrig været i tvivl, hvis jeg kunne føde på almindelig vis, så skulle jeg det og uden bedøvelse pånær lattergas (dejligt :0). For mig er kejsersnit heller ikke noget, man vælger, uden der er en grund og anbefalet af lægerne.
Jeg gik ikke til fødselsforberedelse (lang historie). Istedet læste jeg den bog, min mand havde købt til mig og fandt lige netop de råd, jeg havde brug for: 1)fokusere på at smerten var forbundet med noget godt, der snart skulle ske 2)huske at de mennesker, der var omkring en, var der for at hjælpe en. Samtidig havde jeg det sådan, at jeg helst ikke skulle snakke om selve fødslen, før jeg var rigtig tæt på….men nåede det faktisk aldrig, før vandet gik. Jeg nåede aldrig at blive bange. Alt gik som i bogen :0) og vi blev mødt af søde og hjælpsomme mennesker på sygehuset, og selvom jeg valgte ikke at blive sat i gang og muligvis gik længere tid, så fortryder jeg intet. Ja, smerten var ulidelig, jeg havde ikke stærke presseveer, og det sved som ind i H….., da jeg sprækkede, så jeg fortryder intet. Guldklumpen kom ud ved egen stædighed, og jeg var sgu stolt af mig selv. Det var så fantastisk, så til alle dem som overvejer kejsersnit, men ellers har en sund graviditet, og lægerne siger, at intet er til hindre for at føde normalt, husk de to råd og glæd jer så til, at jeres lille vidunder kommer ud. Det er så ubeskriveligt :0)
Jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at få kejsersnit. Jeg var bange for at sprække fra knæ til lunger, at skulle i et 48 timer langt smertehelvede, at noget skulle gå galt og alt det som alle andre også er bange for. Men samtidig tænkte jeg at en fødsel er så utrolig en bedrift at det skulle jeg da have med – godt hjulpet af alle de skønne smertestillende stoffer jeg var blevet lovet(dem så jeg så ikke noget til). Kan huske jordmoderen ved sidste besøg spurgte om jeg var klar, og mit svar var “nej, jeg aner ikke hvad jeg skal forberede mig på. Men jeg går ud fra at I har prøvet det før”.
Heldigvis gik alt uden problemer – og jeg har ingen grund til at skulle vælge andet næste gang. Smerte eller ej – det var en mega-oplevelse og utroligt at mærke hvad kroppen – og en selv – faktisk kan holde til. Vildt at have fantomsmerte det ene sekund og sekundet efter intet mærke. Stor stor oplevelse.
Synes det er underligt at man kan vælge kejsersnit, hvis der ikke er grund til det. Er der grund til det så skal man jo klart nok have et – ingen liv skal sættes på spil. Men hvor der reelt ikke er grund til det ….. jeg tænker lidt “har man sagt a må man også sige b”. Du har valgt at blive gravid og det betyder en fødsel – det er jo ikke et chok for nogen.
Jeg fødte almindeligt, og det har hele tiden været planen.
Jeg havde på forhånd et ønske om ikke at få den der rygmarvsbedøvelse. Jeg ville hellere forsøge mig med andre ting, hvis der skulle noget smertelindrende til. Derfor prøvede jeg undervejs at få lagt akupunkturnåle. Jeg synes umiddelbart ikke de havde den store effekt – men det var fint at prøve det! Da jeg skulle igang med presse-fasen fik jeg en podendus (staves det mon sådan?). Den virkede efter hensigten.
På forhånd var det det at man ikke præcis ved hvilken slags smerte det er man går imøde som bekymrede mig. Og synes ikke rigtigt det var et svar nogen kunne give mig – selvfølgelig. For smerte er jo forskellig fra person til person.
Men jeg er glad for og stolt over min fødsel. Jeg ville have været ked af et kejsersnit.
Min holdning er at kvindens krop er skabt til at føde. Så med mindre der er særlige omstændigheder ved en fødsel som gør det særlig kompliceret, så er det altså for fimset at vælge kejsersnit. Det indebærer smerte at føde et barn. Og man slipper jo heller ikke for smerte ved et kejsersnit. Det er mit indtryk at det er fordi at mange er bange for smerten og for at gå i stykker. Men ved ikke om jeg tager fejl?
Selvfølgelig har jeg stor respekt for at der udføres kejsersnit når det er for at gøre det mere sikkert for mor og barn.
Jeg valgte almindelig fødsel ud fra det synspunkt, at hvorfor skulle jeg ikke det. Men det gik ikke lige efter bogen, så fik akut kejsersnit i fuld narkose. Det gik godt og har ikke været problem efterfølgende. Sandsynligheden for kejsersnit ved en ny fødsel efter akut kejsersnit er stor, har jeg fået oplyst (af læge) og så vil jeg nok foretrække at det er planlagt næste gang…
Det er meget farligt at generalisere på sådan et område efter min mening. Der er nok lige så mange historier bag, som der er fødende kvinder
Jeg “valgte” anden gang et kejsersnit, fordi min baby lå på tværs og jeg havde ikke mod på en sædefødsel.
Jeg fik ordineret kejsersnit første gang, fordi jeg havde svangerskabsforgiftning.
Begge gange ville jeg gerne have født vaginalt, men…. det er åbenbart ikke noget jeg skal.