Statsautoriseret forælder – part II
Tip en ven! I går skrev jeg i første del af denne artikel om, hvordan det kan føles lettere grænseoverskridende at få sin økonomi, familieforhold og personlighed gransket med henblik på at blive godkendt som adoptivforælder.
Men der er også meget godt at sige om den såkaldte undersøgelsesproces. For midt i al denne snak om mit velbefindende og sårbarheden omkring at stå frem med ønsket om at få et barn, så er det væsentligt – og måske endda gavnligt at huske på, det ikke er os, der som kommende forældre, er hovedpersoner i en godkendelsesproces, men adoptivbørnene. Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc på 15 måneder, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., men er lige nu på barsel og har takket ja til at gæsterblogge om adoption her på www.babybusiness.dk.
Barnets tarv – ikke adoptivforældrenes velbefindende
Undersøgelsesprocessen sætter nemlig fokus på barnets tarv – ikke vores drømme og ønsker, ikke vores velbefindende og sårbarhed.
Jeg tror, de fleste som vælger at søge om godkendelse som adoptivforælder har forståelse for, at det netop er en proces, der handler om barnets tarv. Og at adoption handler om at finde forældre til børn – ikke børn til forældre.
Jeg tænker også, at der vel kun er én ting, der er mere forfærdende end ikke at få sit ønske om blive godkendt som adoptivforælder opfyldt – og det er at få et lille barn og ikke være i stand til at tage sig af, hvor gerne man end ville. Mens jeg skriver dette, ved jeg dog også, at forældre, der ikke blev godkendt, vil lade mig vide, at det er nemt at sidde og sige, når jeg nu er godkendt og har fået et barn.
Det tror jeg på.
FAKTA
Det er Adoptionssamrådene i landets fem statsforvaltninger, der ud fra en række regler og retningslinjer beslutter, om man kan godkendes som adoptivforælder.Hvis man ikke bliver godkendt, kan man klage til Adoptionsnævnet, som er et uafhængigt klage- og tilsynsorgan.
Adoptionsnævnet har for nylig fået en ny hjemmeside www.adoptionsnaevnet.dk, hvor man kan læse om de klager og afgørelser, der har været, og det giver et godt indblik i, hvad det er for aspekter, der diskuteres af fagfolkene.
Den anden side
Måske er det kommet til at lyde som om, det er forfærdeligt at skulle gennemgå et undersøgelsesforløb – og det er faktisk ikke min oplevelse. Jeg oplevede det som en god og naturlig del af den proces, man som kommende adoptivforælder skal igennem.
Jeg synes f.eks., det var en gave at være på det adoptionsforberedende kursus. At få lov til at være sammen en masse mennesker, som er i samme båd som jeg – og have to kompetente og erfarne psykologer ved roret. Det var både lærerigt og dybt rørende, og jeg fik kontakt med en anden eneadoptant samt et par, som jeg stadig har kontakt med i dag. Parret endte med at blive biologiske forældre, men vi har nu drenge i samme alder, så der er stadig masser at tale om. Og den anden eneadoptant fik den skønneste lille pige fra Etiopien.
Vær beredt
Min erfaring er også, at der er god grund til at forberedelsesprocessen til at blive adoptivforældre er mere omfattende, end hvis man skal være biologisk forælder. Selv om der ikke er forskel på de grundlæggende forældrefølelser, man har som henholdsvis biologisk forælder og adoptivforælder, så er det på mange måder anderledes at tage imod et adoptivbarn.
Som adoptivforælder skal du forholde dig til aspekter af forældreskabet, inden barnet kommer, for du ved, du vil få et barn, der i større eller mindre grad har oplevet omsorgssvigt.
For mange er et ja til adoption desuden et farvel til at prøve at blive gravid ad biologisk vej. Det er en sorg, det er vigtigt at tage alvorligt, så man er sikker på, at man er klar til at tage imod et adoptivbarn.
Og så er der er alle de særlige temaer, der knytter sig særligt til adoption. Her er nogle af de spørgsmål, der gjorde mest indtryk på mig, da vi var på det adoptionsforberedende kursus.
Hvad tror du, at du vil svare dit adoptivbarn, hvis du en dag bliver spurgt, om han/hun er dit 1., 2. eller 3. valg?
Hvis det var muligt, ville du så mødes med dit barns biologiske forældre?
Hvordan har jeg det med, at mit barn i nogen sammenhænge vil blive opfattet som flygtning eller indvandrer?
Hvordan vil du have det med at have et barn, der udviklingsmæssigt er bagefter andre børn?
Hvad ville du svare?
Skriv en kommentar
Det betyder SÅ meget for den der skriver blogindlæg, at det man skriver faktisk bliver læst. At man rører nogle læsere – at de skrevne ord varmer, afskrækker, morer, informerer mm. Husk det! Vis at du er derude, og læser med. Skriv en kommentar herunder.
Alle kan skrive en kommentar. Du skal ikke være “medlem” eller lign. Bare skriv!
Læs Lones øvrige blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!
Om ventetid: Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre?
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I og
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…
Måske du er interesseret i flere relevante artikler om samme emne:
Hej Lone
Ja, når man går i gang med godkendelsesprocessen aner man heldigvis ikke, hvad man går ind til
Jeg synes, godkendelsesprocessen var meget hård. Jeg ved ikke, om jeg egentlig havde regnet med andet, men i hvert fald var det hårdt i så lang tid (og vi gik endda “glat igennem” på 8 mdr.) at få endevendt sit liv, samtidig med man hele tiden frygtede – for de fleste jo ubegrundet – at man ikke skulle blive godkendt i sidste ende.
Samtidig ville jeg ikke have undværet det. Hold op hvor skete der mange ting med os undervejs, vi udviklede os faktisk og blev forberedt på opgaven (bl.a. i kraft af fase 2-kurset men også alene alle de tanker, man bliver nødt til at gøre sig i fase 3).
For ikke at tale om alle de mennesker, vi lærte at kende, jeg har i dag et stort netværk vedr. adoption, som har været guld værd. Netværket er skabt via fase 2, via Adoption Zone, via Danadopts venteliste og via rejsefæller på vores guest house i Addis Abbeba.
Med venlig hilsen
Irene Lykke Fisker
http://adoptionsnyt.blogspot.com/
Hej Lone
Først vil jeg lige ønske dig tillykke med lækre Noah, hvor er han bare kær.
Jeg synes det er rigtig dejligt, at du har lyst til at viderebringe dine erfaringer med adoptionsprocessen her i det offentlige rum. Jeg er selv adoptant og synes, at der er alt for lidt information om adoption udenfor adoptionsspecifikke forums og foreninger mv.
Jeg tror at mange kan have glæde af dine indlæg, hvad end det er kommende adoptanter eller ej. Det er mit indtryk, at også venner og bekendte til adoptanter savner information, så det bliver nemmere at tale om adoptionsprocessen. Ofte er det mere forståeligt, når informationen bliver givet af 3.mand. Man kan let, som adoptant komme til at fremstå som en pylret og meget overbeskyttende mor, hvilket kan medføre en afstandtagen fra netværket.
Jeg håber dine indlæg kan oplyse og fjerne nogle af de fordomme, som folk har til adoptioner.
Med venlig hilsen Louise
Hej Irene og Louise,
Tusind tak for kommentarerne – og skønt I læser med. Og tak, Louise – ja, han er min lille lækkermås, som bare bliver sødere og sødere for hver dag, der går
Hvor skal det ikke ende!!
Det er lige præcis mit håb at give en lidt mere nuanceret forståelse af, hvad adoption er. I bakspejlet kan jeg se, hvor mange fordomme og hvor lidt viden, jeg egentlig havde, selv om jeg både kender og har mødt mange adoptivbørn i mit liv.
Jeg tænker også, jeg her -men også i en senere artikel om ventetid – vil gøre lidt reklame for http://www.adoptionzone.dk, som jeg ikke selv benyttede, da jeg ventede, men bruger meget i dag. Et fantastisk forum, der også giver mulighed for at skabe ikke-virtuelle kontakter.
Kender godt det, at man som adoptivforældre kan fremstå pylret. Jeg har skrevet et indlæg om den evige tvivl, som kommer om et par uger. I kan garanteret supplere med eksempler da.
Irene, vil du ikke fortælle lidt mere om dit blogspot?
kh. Lone
Jeg følger spændt med på dine indlæg, Lone og det er interessant læsning! Tænk, hvis alle ’selvproducerende’ også skulle igennem sådan en omgang inden man fik lov at fabrikere en baby…… ja, jeg siger ikke, hvad jeg tænker!!!!!!
Hej Lærke,
Tak for kommentaren. Dejligt du læser med!
Ja, når storken kommer helt af sig selv, stiller ingen jo spørgsmål. Så går naturen sin naturlige gang.
Men du har ret – det er et sjovt tanke-eksperiment: Hvad hvis vi alle skulle igennem et kursus? Det er jo barske løjer, at nogen skal være herre over, om andre er egnede forældre, når nu naturen måske ikke altid er den bedste “censor”.
Mange af mine venner, som er biologiske forældre har leget med tanken om, hvorvidt de ville være blevet erklæret egnet, når vi har talt om det (hvilket i sig selv gør dem egnede i min bog), men de fortæller også, at de helt automatisk bliver taget i skole af deres børn siden hen – og bliver konfronteret med mange lignende spørgsmål som vi blev bedt om at forholde os til
Min veninde er stødt ind i dette: Hvis du skulle af med én af os, hvem ville du så vælge?
Det er måske ikke så skidt at være lidt forberedt.
kh. Lone
Interessante og store spørgsmål du stiller til sidst i indlægget. Det er helt klar stof til eftertanke, som kommende forældre til et adoptivbarn. Lignende spørgsmål, selvfølgelig med en anden vinkling, er også nogle, som jeg tror at ALLE forældre kunne have glæde af at reflektere over, inden de “går ombord”. Tak for en meget interessant blogserie.
Hej Line,
Tak for opbakningen – den er jeg rigtig glad for!
Ja, det adoptionsforberedende kursus bød på rigtig mange måder på stof til eftertanke – og faktisk var mange af problemstillingerne ikke direkte adoptionsrelaterede, men alene mere væsentlige end normalt ved adoption. F.eks. hvilke personlige karakteristika man vil have svært ved at tackle hos et barn. F.eks. udadreagerende adfærd, indadvendthed, generthed osv. Interessante spørgsmål – både for biologiske forældre og adoptivforældre.
Mange tror, de får et barn, der ligner dem selv både fysisk og mentalt, når det er biologiske børn – men det er jo langt fra givet.
kh. Lone
Jeg læser med,da det er spændende læsning. Jeg vidste ikke at vejen til adoption var så lang og indviklet. Tak fordi du udvidede min horisont.
mvh Tina
Hej Tina,
Tak fordi du læser med!
Ja, vejen er lang – og ventetiden er virkelig en prøvelse, som du vil kunne læse et af de kommende indlæg. Men når du står med dit barn i armene, glemmer du lykkeligt alt om det
Lone
Kommentarer
Følg os:
Seneste kommentarer
NYHEDSBREV
Dyk bare ned i arkiverne
Kategorier
Gode sider
Nyeste artikler
Mest kommenterede
Top kommentatorer