Statsautoriseret forælder

Den 3. juli 2007 blev jeg blåstemplet af staten Danmark som egnet forælder i besiddelse af de såkaldt “særlige ressourcer” det kræves at blive godkendt som eneadoptant – dvs. enlig forælder til et adoptivbarn.

Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc på 15 måneder, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., men er lige nu på barsel og har takket ja til at gæsterblogge om adoption her på www.babybusiness.dk.

Undervejs i processen sagde næsten alle mine gode venner samstemmende:

”Jeg forstår ikke, hvorfor man skal snage i dit privatliv og personlige forhold, når der er så mange “idioter” i verden, som uden videre kan blive forældre?

Og kort efter: ”Er det så så grænseoverskridende, som man går og hører?

Ja, det er da på mange måder noget underligt noget at skulle godkendes som forælder. Dels fordi man pludselig er objektet for en undersøgelsesproces, hvor éns økonomi, boligsituation, fysiske og psykiske helbred bliver gået gennem med tættekam i en række samtaler med en socialrådgiver, som efterfølgende skriver en udførlig rapport om det hele. Dels fordi adoption for mig som for de fleste var den eneste mulighed for at blive forælder – og i den optik er det et voldsomt faktum at staten Danmark potentielt kan stå i vejen for dette.

Ja, det er da meget sårbart at stå frem med sit ønske om at blive forælder vel vidende, der er risiko for at man bliver vejet og fundet for let. Ja, det ér da – om ikke grænseoverskridende, så i hvert fald højst unaturligt situation af få besøg af en repræsentant fra staten, der skal stille spørgsmål omkring éns familiære relationer og parforholdsrelationer. Nogle mennesker er jo mere private omkring den slags end andre.

Og ja, det ér i hvert fald i starten en underlig fornemmelse at sidde i rundkreds med en masse fremmede mennesker og snakke om et så følsomt emne som ønsket om at få et barn.

FAKTA
I 2008 blev 85 % af par, der ansøgte og godkendelse til adoption godkendt. 73% af enlige ansøger blev godkendt.
Samlet set givet i alt 85 afslag – en afslagsprocent på 16%.

Enlige ansøgere skal udover at opfylde de generelle godkendelseskrav også besidde “yderligere eller særlige kvalifikationer” for at blive godkendt uden at disse dog er specificeret. Godkendelsen hviler på en individuel vurdering af ansøgerens person, miljø og netværk.

Kilde: www.adoptionsnævnet.dk

Ikke en biologisk, men en juridisk proces
Det som overraskede mig mest var imidlertid, at hvor en almindelig graviditet er en biologisk proces, så er adoption først og fremmest er en juridisk proces, hvor ansvaret for et lille barn formelt overdrages til dig, og hvor du som forælder, men også den danske stat tager imod med alle de rettigheder og pligter, som følger med. Du ryger med
andre ord ind i de offentlige system med fynd og klem.

Er man som jeg ikke vant til kontakt med de offentlige myndigheder, kan det virke en kende køligt, når man står der med sine varme moderfølelser. Ved det allerførste møde jeg var til i undersøgelsesprocessen, blev jeg grundigt
”orienteret om gældende regler” og fik udgivelsen ”Vejledning om adoption”, som er et digert værk, som jeg blev ”anbefalet af læse”. Det gik op for mig, at jeg fik udleveret de regler, den jura, der ligger til grund for en adoption samt et vink med en vognstang om, at det er en god ide at sætte sig ind i dem.

Statsforvaltningerne skriver om det på denne måde på deres hjemmeside:
“For at kunne få tilladelse til at adoptere, er det et grundlæggende krav, at adoptionen skal være til gavn for barnet. Læs mere herom i adoptionsloven.”

Der er med andre ord umiddelbart ingen hjælp at få. Men måske netop derfor har man indført det adoptionsforberedende kursus, så man får mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de aspekter af adoption, som har betydning for, om man kan godkendes.

Jeg blev også meget overrasket og overvældet over, at der blev skrevet rapporter om mig. Det er spøjst at læse en rapport, hvor der er beskrivelser af mig, mit hjem og min familie, og jeg følte det lige dele komisk og ubehageligt at blive mødt med kancellisprog. F.eks. bliver man kaldt kaldt “ansøgerinden” i rapporten. Når det er sagt, har jeg dog stor respekt for det offentlige system og den umage, man gør sig med på børnenes vegne for at forberede os som forældre og forvalte lovgivningen, og jeg har kun mødt venlige mennesker på min vej.

Min samlede oplevelse af processen faktisk meget positiv. Og mit i alle beklagelserne, er det væsentligt at huske, at det er barnets tarv, ikke mit velbefindende, der er i fokus.

Læs Lones øvrige blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!

Om ventetid: Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre?
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I og
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…