Vi skal flytte – og børnene skifte institution og… venner

Forsiden » Forside » Familieliv » Familie » Vi skal flytte – og børnene skifte institution og… venner

Vi skal flytte – og børnene skifte institution og… venner

Denne artikel er sponsoreret

Da vi satte vores hus til salg, havde vi forinden gjort os mange overvejelser om, hvordan vi skulle formidle denne besked til vores dreng på fire år.

Jeg læste tekster skrevet af Margrete Bruun Jensen, som er børnespykolog, og kunne fint slutte mig til nogle af hendes forslag.

Men i bund og grund ved jeg hvor vigtigt det er at være ægte i vores udsagn til børn. Vi kan sige nok så meget citeret fra bøger og andre skriv. Men hvis vi ikke viser, vi mener og står ved det, vi siger, kan det være ligemeget.

dreng flytter

Klistmærke på ruden
Derfor besluttede vi at følge vores mavefornemmelse som sagde os, at vi fortalte ham, at vi ville sælge huset, fordi vi skulle bygge et nye hus i Århus. Det var derfor, der kom klistermærke på ruden, og der nogle gange kom nogle mennesker, som gerne ville kigge på vores hus.

Vores anden dreng på 1 år var der, hvor vi var, så selvfølgelig kunne vi ikke forklare ham, hvad der skete.

Der kom gang i weekenderne. Fra pludselig til at have rolige weekender med ren afslapning. Blev det til rengøringsweekender og ture ud af huset.

Det var hårdt, men det valgte vi at vende til noget positivt. Vi fik gjort huset rent fredag aften, og børnene hjalp. Jo, der var spildt vand over det hele, men vi gjorde det sammen. Turene ud af huset gav os bare mere tid sammen som familie. Vi kom på flere skovture og fik oplevet noget andet sammen.

Afsked med hus og børnehave
Da vi så fik huset solgt, og vi skulle flytte fik piben en anden lyd. Oliver på fire år skulle pludselig til at trækkes ud af alle hans trygge rammer. Vi fik holdt afstedsfest i børnehaven, hvor alle børnene havde tegnet et hjerte, hvor de havde skrevet ting, de syntes Oliver var god til. Det gik lige i mit hjerte. Tankerne fløj rundt da Oliver sad midt i denne afstedsfest og kiggede ned i jorden. Han var tydeligvis påvirket af situationen. Fjollede og kunne ikke finde roen efter denne afsked.

“Mor tager du mine venner fra mig”? “Jeg bliver her i huset” og “jeg hader det nye hus”. Helt forståelig reaktion, men hvordan fanger man så denne?

Vi valgte at tage ansvaret på vores skuldre og sige: “vi har besluttet vi skal flytte i denne hus, fordi vi ved, vi nok skal blive glade for det”. Så måtte han være sur og frustreret på os, og ikke vende det imod sig selv. For det skulle ikke være en tung sten han skulle bære rundt på.

Jeg tænkte og tænkte om aftenen og natten. Havde svært ved at finde ro. “Hvad hvis han ikke fik nye gode venner, som han allerede havde”, “hvad hvis vi ikke kunne finde en institution, der var god for vores børn”?, “hvad nu hvis vi bare ikke blev glade for det nye sted”? Osv. Men hvad hjalp det? Ikke andet end at give mig ondt i maven og dræne mig for energi.

Vi valgte at sende vores nye projekt posetive tanker, og se det som en spændende mulighed for vores familie.

Flyttemand Oliver
Da dagen kom og der pludselig stod en flyttebil ved vores hus, gik der flyttemand i Oliver. Han slæbte kasser, poser og sit legetøj ud i flyttebilen. Han valgte at være en del af flytteprocessen, og følte sig som en vigtig brik. Det var en fornøjelse at opleve ham i denne rolle, og se han var med i det, der skulle ske. Han fik en plads i flyttebilen, og gik meget op i at køre bilen frem og tilbage.

flytterkasser

Omstillingsparathed børn og voksne
Jo, det har kostet en del på omstillingsparathedskontoen, tårer, frustrationskampe og fortvivelse. Men det, at vi har budt alle følelser velkommen, og taget ansvaret på vores skuldre har resulteret i, at vi er kommet stærke ud på den anden side.

Jeg har oplevet hvordan mine to drenge har fundet sig tilrette i deres nye institution, på hver deres måde. For selvfølgelig har det været hårdt at blive hevet ud af de trygge rammer, og væk fra kammerater og nærværende voksne. Men jeg kan se Oliver har oplevet nye sider af sig selv. Han er blevet opmærksom på at lege med forskellige børn før han “vælger” hvem han ønsker at lege mest med. Han har fået en robusthed, der gør ham i stand til at takle svære situationer med ro og indsigt. Han er blevet mere inkluderende overfor andre børn, for han har selv prøvet at være den “nye dreng”.

Om jeg ville gøre det igen? Nej, det håber jeg ikke vi skal. For det koster også på følelseskontoen at flytte.

Særligt når jeg ved hvad det gør ved børn at blive hevet ud af deres trygge hverdag.
Det har været hårdt at inkludere børnene i denne proces. For hvornår inkluderer man for meget og for lidt. Det har været en balancegang.

Men nu ser vi med spænding og glæde, hvordan huset bliver til og glæder os til at starte vores nye liv i Århus.

Marianne Christensen
www.pulsterapi.dk

By | 2017-06-18T07:26:47+00:00 oktober 7th, 2014|Familie|

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.