Vuggestuestart i Mexico! Gisp!

Vil du høre mere om Kims første indtryk af Mexico, så læs med HER

Så er Jasmin ved at blive kørt ind i vuggestuen. For 2. gang faktisk. For 3 uger siden var der “summer school” i vuggestuen, hvor hun var der – for det meste sammen med mig.

Nu er hun så ved at blive “kørt ind” igen. Denne gang er det Jakob som står for det, mens jeg er i skole. Heldigvis har Jasmin nu lært lidt spansk. Hun siger bl.a. agua (vand), bebé (baby), muy bien (det går godt) og hola. Jeg er i den sidste uge begyndt at snakke lidt spansk til hende, så hun endnu engang vænner sig til at alle snakker spansk, og ikke dansk eller svensk eller engelsk. Pyha hvor må det være forvirrende for hende. Til gengæld suger sådan nogle små nogen alt til sig, så hun lærer helt sikkert spansk med lynets hast.

Kim og Jasmin nyder den Mexicanske mad.

Valg af institution i udlandet
Det er enormt svært at skulle til at lede efter institution i udlandet. Der er ikke nogen decideret hjemmeside man kan bruge til at søge, så det handler om selv at tage rundt i området man skal bo i, og få en masse inputs fra andre om hvad der er godt. I starten var vi meget i tvivl om hvor vi skulle bo, og dermed også om hvor vi skulle lede efter institution henne. Men når vi havde set den valgte institution var vi ikke i tvivl. De har også børn fra andre lande, og noget af personalet taler engelsk.

Selve det med at tale engelsk var en høj prioritet for os. Godt nok kan jeg lidt spansk, men ikke godt nok til at vi ville få de informationer vi gerne ville om institutionerne. Og der er kun få institutioner her, hvor de også taler engelsk. Vi valgte institutionen på baggrund af deres faciliteter og dygtige personale.

Wallaby
Institutionen Wallaby som hun er startet i, bliver egentlig ikke kaldt en vuggestue/børnehave, men en skole. På den måde er den også fuldstændig anderledes bygget op end hjemmefra, men der er også mange ligheder.

F.eks. så har Jasmin undervisning. Hver undervisningstime varer 30 min. Her står den bl.a. på: madlavning, biologi, engelsk, gymnastik og læsning. Det lyder lidt som noget vi havde i folkeskolen ikke!?

Hver uge kommer der et nyt skema på tavlen, hvor de eneste ting som er fast på skemaet er velkomstsang kl.9.30, mad kl.10.30, lur kl.12, og spisning igen kl.14. En normal dag hedder enten fra 830-1730, 930-13 eller 14-18. De er selvfølgelige fleksible mod betaling, så vi har Jasmin i Wallaby fra 930-14.30.

I starten blev jeg lidt skræmt af deres program fyldt med undervisning, men det viste sig jo hurtigt at “engelskundervisning” er 30 minutters sang og rytmik på engelsk, madlavning består af at “bygge” en figur ud af mad, samt at smage og lugte til de forskellige ingredienser, gymnastik er hvor de tumler rundt i et stort lokale fyldt med tunneler, madrasser m.m. og biologi handler om at lugte til planter og kæle med dyr. Lidt ligesom en udvidet rytmik og leg – time.

Vi betaler ca. ligeså meget som vi gør derhjemme, til gengæld er der også høj sikkerhed, i form af sikkerhedsvagter, kameraer over det hele, og så skal der være billeder, navn og tlf.nr. på de personer der må hente hende.

Huskeliste til institutionsstart i Mexico (Påkrævet fra alle der starter!)

  • 8 billeder af Jasmin
  • 1 billede af mor, og 1 af far
  • 1 familiebillede
  • 1 billede af hver af personerne der må hente hende.
  • 2 kopier af fødselsattesten
  • 2 kopier af vaccinationskortet
  • Et sundhedskort fra en Mexicansk læge, hvor der står at Jasmin er rask.
  • 2 kopier af blodtype
  • Indskrivningspapirer

Til “skoledagene”:

  • Tandpasta
  • Tandbørste
  • Beskytter til tandbørsten
  • Bleer (alle mærkede)
  • Skiftetøj (alt mærket)
  • Creme og salve
  • Vådservietter (æsken skal være mærket)
  • Beholder til vådservietter (igen mærket)
  • 1 æske med Kleenex (???)
  • 1 sovetæppe eller krammedyr
  • Sko som er helt lukket til – dvs. ikke sandaler, og så skal de være skridsikre.
  • Et forklæde af skolens eget mærke
  • Endnu et forklæde
  • 1 mappe med navn på siden
  • 30 plastiklommer
  • 2 økologiske poser (igen ???)
  • Dagbog
  • 2 pakker med post-its.

Mht. pædagoger, så er de enormt gode med børnene, fyldt med sang, leg og spas hele dagen, og de forstår virkelig at få kontakt med børnene. På Jasmins stue/klasseværelse er de kun 5 børn dette halvår, og til dem er der 2 pædagoger – helt fantastisk i forhold til derhjemme. Kommer der 3 børn mere, så kommer der også en pædagog mere. Jeg føler virkelig at vi får det bedste mix af dagpleje og vuggestue til Jasmin.

Kulturelle forskelle
Jeg har lært utroligt meget om kulturelle forskelle i den tid vi har været her. Dem der gælder for institution er bl.a. at man afleverer børnene i døren, og går med det samme igen. Det har vi haft det lidt svært med, så det er en praksis vi har bedt om at få lov til at “ignorere”, og de er så søde dernede, så det var intet problem.

Det kan være at Jasmin ender med at være fuldt integreret i Mexico.

Noget andet er kosten. Her er det fuldstændig ligemeget hvad børnene spiser. Den ene dag havde Jasmin “fodret” en anden dreng med et stykke brød, men det kunne han ikke lide, og bed hende i fingeren. Hun græd selvfølgelig, og derfor gav pædagogerne hende en kage… en kage! Slår man sig får man noget sødt…hmmm… ikke lige kostpolitiken derhjemme. Men det er bare om at tilpasse sig kulturen, og grine lidt af det, og herhjemme får Jasmin jo ikke kager. De andre børn får gerne Jelly og fruit loops med sig til det første måltid, mens Jasmin får en klapsammen med pålæg, vindruer og agurkestænger.

Da vi skulle melde Jasmin ind i institutionen skulle vi udfylde et langt ark. Her bl.a. også om vi var gift/separeret/single eller enke. Så nu er vi altså “gift”.. i hvert fald på skolens papirer.. haha. Og vi går rundt og vænner os til at kalde hinanden esposo og esposa (mand og kone). Det er nu meget sjovt. Udover det skulle vi også skrive på hvor meget vi hver især betaler af udgifterne til skolen.

Så er det også kotume at de tager sig af barnet efter babysvømning, dvs. de skifter til ble og giver børnene tøj på, mens mor gør sig klar. Hvis man vil have det, så går de også ind og afleverer børnene på stuen efter svømning. Sikke en luksus hva? Jeg kan nu bedst lide at pusle om Jasmin selv, men det er nu også rart med en hjælpende hånd ind i mellem.

Efter deres siesta (middagslur) – som de i øvrigt tager inde i lokalet, på en madras, hvor de også leger med dem når de vågner – så står den på leg, og derefter et måltid. Måltidet består af 5! retter. Forret, salat, hovedret, snack, og så dessert. Det er selvfølgelig i små portioner. Desserten kan være alt fra frugt til budding. Det var også lige noget vi lige sku’ sluge en gang.

Flytning og ny institution
Mine erfaringer fra denne gang med hensyn til start i ny institution er, at det er en god idé at barnet er hjemme i et par uger imellem institutionsskift. Så kommer der nemlig lidt ro på hverdagen, og mindre forvirring mht. et nyt sted. Når man også flytter til et nyt sted, skal alt på plads først, og derefter minimum en uge med ren familiehygge, så barnet føler sig hjemme endnu en gang. Når der så er et nyt sprog involveret er det selvfølgelig endnu sværere med indkøringen, så der gælder det om at være i institutionen i flere dage sammen med barnet før man begynder at sige farvel og gå. Det er i hvert fald min erfaring for hvordan det kommer til at fungere bedst.

wp-content/billeder/2010/07/SDC13612.jpg

2 kommentarer

  1. Tine |

    Det er virkelig sjovt at følge med i jeres opstart i et andet land. Tak for det:-)

  2. Jeanne |

    Tak for et interessant indblik i en helt anden kultur!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.